Diego Costa har i denne sæson været en af Jose Mourinhos mest trofaste soldater, selvom Chelsea har tabt det ene slag efter det andet. Men i tirsdagens Champions League-sejr på 4-0 ude over Maccabi Tel Aviv så der ud til at være opstået en alvorlig kurre på tråden mellem den brasiliansk-fødte spanier og manageren.

Ved pausen var Chelsea kun foran 1-0, og Mourinho og Costa var ved at ryge i totterne på hinanden på vej ned i spillertunnelen.

Den temperamentsfulde angriber var synligt ophidset og måtte holdes tilbage af anfører John Terry.

»Jeg ville have ham til at gøre en bestemt bevægelse, som han ikke gjorde. Jeg var skuffet. Jeg reagerede. Han reagerede også. Ved pausen i omklædningsrummet var der et par kys og et par kram,« lød Mourinhos udlægning af episoden efterfølgende ifølge Sky Sports.

Costa kom ikke på scoringslisten i Israel, men han blev på banen samtlige 90 minutter. Han var indirekte årsag til, at Chelsea spillede 11 mod 10 i 50 minutter, da han blev nedlagt af Tal Ben Haim, som efterfølgende fik det røde kort fem minutter før pausen.