José Mourinho beskriver sin nyeste Premier League-triumf med Chelsea som den vigtigste i sin karriere.

Mourinho har vundet otte ligatitler i England, Spanien, Italien og Portugal, men portugiseren rangerer søndagens tredje Premier League-trofæ som den højeste triumf.

»Hver eneste titel er en konsekvens af hårdt arbejde. Dette er min seneste titel, så det er den vigtigste, men jeg vil have en ny,« siger Mourinho til Sky Sports.

»Jeg er rolig, og selvfølgelig nyder jeg det. At være på toppen af ligaen siden dag et, at tabe kun to kampe, at være ubesejret på hjemmebane, at have en fantastisk udebanerekord, at få få mål imod sig og kun være et mål fra det mest scorende hold (Manchester City 70 mål red.), det er fantastisk for denne gruppe, siger han til Sky Sports.

John Terry har været en nøglespiller for Mourinho i jagten på Premier League-trofæet, og den 34-årige forsvarskaptajn roser sin manager.

»Det er, hvad han kræver fra alle på en normal dag. Han gør alt rigtigt lige nu. Vi er på toppen af ligaen, og alle er sultne,« siger han.