Mourinho dropper Chelsea-stjerne efter julefest hos konkurrenten

Jose Mourinho har valgt at smide Ashley Cole af Chelseas hold til mandagens storkamp mod Arsenal i Premier League. Det sker, efter Chelsea-stjernen troppede op til Arsenals årlige julefest bare få dage før klubbernes indbyrdes opgør.

Ashley Cole fortryder formentlig, at han hoppede i festtøjet og deltog i sine tidligere holdkammerater fra Arsenals julefest tidligere i denne uge. 

Således skulle det festlige visit ifølge avisen The Telegraph være årsagen til, at Jose Mourinho har droppet Cole til startopstillingen i mandagens kamp mod netop Arsenal.

Fredag bekræftede Jose Mourinho, at Cole ikke ville være med fra start, men ellers ønskede han ikke at kommentere sagen.

- Det har jeg ikke lyst til at kommentere. Jeg har ikke engang delt min mening om det med Ashley Cole, og det behøver jeg heller ikke. Det var hans fridag og nat. Vi havde heller ingen træning morgenen efter, sagde Jose Mourinho på pressemødet og fortsatte:

- Jeg har en holdning til det (festen, red.), men den vil jeg holde for mig selv. Spillerne havde en fridag, og jeg er ikke deres far, men deres manager. Jeg kan kontrollere, hvad de gør, når de er sammen med mig. Men jeg kan ikke kontrollere, hvad de gør, når de ikke er sammen med mig. 

I stedet for Ashley Cole får spanske Cesar Azpilicueta chancen på venstre back, mens Cole enten får lov at varme bænken eller se kampen hjemme foran fjernsynet.

Læs også: