Den tidligere Real Madrid- og nuværende Chelsea-træner José Mourinho kalder Eden Hazard for en bedre spiller end Cristiano Ronaldo, som blev kåret til verdens bedste i januar 2015.

Dermed har den belgiske kantspiller fået et af de største komplimenter, man overhovedet kan få som spiller.

Den bemærkelsesværdige udmeldig fra José Mourinho kommer i forbindelse med Chelseas optaktssæson. På et pressemøde forud for tirsdagens træningskamp mod FC Barcelona blev træneren spurgt, om Hazard var bedre end Ronaldo.

»I sidste sæson var han. På trods af at Ronaldo var fantastisk og scorede utrolig mange mål. Jeg siger ikke, at han ikke var fantastisk. Jeg mener bare, at enhver fodboldspiller skal forstå, at holdet skal komme i første række. Det er kun holdets titler, der betyder noget,« sagde José Mourino på pressemødet ifølge Sky Sports.

Eden Hazard, som kom til Chelsea i 2012, scorede i sidste sæson 20 mål, mens Cristiano Ronaldo scorede 61 mål. Hazard blev dog mestre med Chelsea og blev kåret til Premier Leagues bedste spiller.

Da José Mourinho blev spurgt, om Lionel Messi også er bedre end Cristiano Ronaldo, gjorde den portugisiske træner ikke meget for at forsvare sin tidligere spiller.

»Det kommer an på, hvilken sæson de har. De bliver nødt til at vinde nogle titler. Fodbold uden titler er ingenting. Messi vandt the treble,« konstaterede Jose Mourinho, der nåede at være træner i Real Madrid i tre sæsoner.