Real Madrid ville have José Mourinho tilbage, og meningen var, at han skulle tage et opgør med nogle af de stærke spillere i truppen.

Det skriver spanske AS med Daily Mail som kilde. Den britiske avis har fået uddrag af den kommende Mourinho-biografi af journalisten Robert Beasley.

Her siger José Mourinho, at han var meget overrasket, da Real Madrid udpegede den tidligere Liverpool-manager, Rafael Benitez, som klubbens ny træner i sommeren 2015. I starten af 2016 blev spanieren så erstattet af Real Madrids nuværende træner, Zinédine Zidane, der hidtil havde trænet klubbens B-hold, der også går under navnet FC Castilla.

»Zidane havde været under overvejelse allerede dengang. Men han havde kludret i det i Castilla, og Florentino Pérez (Real Madrids præsident, red.) var bange for, at det var for stor en risiko at løbe. Jürgen Klopp var også på listen over mulige emner,« lyder det fra José Mourinho i bogen om den nuværende Liverpool-manager.

»Rafael Benitez var ikke på tale,« siger José Mourinho, som derfor undrede sig, da spanieren alligevel endte med at få jobbet.

José Mourinho afslører også, at han på dette tidspunkt selv fik tilbudt at komme tilbage til klubben, som han stod i spidsen for fra 2010-13, og som han førte til det spanske mesterskab i 2012 - Real Madrids eneste spanske mesterskab i de sidste otte år.

»Real Madrid har det hele - undtagen en klubånd,« siger José Mourinho.

»Jeg har et godt forhold til Florentino Pérez, og han ville have mig tilbage til klubben, hvor meningen var, at jeg skulle tage et opgør med spillere som Sergio Ramos, Pepe og Marcelo,« fortæller portugiseren, som altså nævner tre af Real Madrids forsvarere, der er kendt for at kunne gå ganske meget til stålet i kampene - og som man også kan slå sig på udenfor banen.

»Men mit svar til ham var, at det var for sent.«

På dette tidspunkt var José Mourinho manager i Chelsea, der netop havde vundet det engelske mesterskab for første gang i fem år, og som stod over for Champions League.

I december blev Mourinho imidlertid fyret i London-klubben efter ni nederlag i sæsonens første 16 kampe. Siden i sommer har han været manager i Manchester United.