KOMMENTAR: I modsætning til livet på den anden side af grønsværen, hvor vi alt for let giver op, kan vi lære noget af fodboldtilhængerne
I morgen begynder den vigtigste fodboldsæson. Jaja – nu tænker du sikkert : ’Jamen vent, Superligaen den begyndte da i sidste uge, og Premier League begynder først i august’ og ja, begge dele er sandt.
Men den sæson, som begynder i morgen er for os tilhængere som hverken er beriget med fodboldens fornemste selskab, eller den mediedækning, som naturligt følger med Superligaen eller de andre store ligaer, den vigtigste. Her er vi gemt. Her er vi glemt. Vi taler den næstbedste række. Vi taler om mennesker, som ikke har valgt deres klub ud fra liga-placeringen, men hvor klubben valgte dem.Nogle, fordi de blev født i byen. Andre ved en succesoplevelse, som bandt det bånd, som kun fodbold kan binde mellem et menneske og dennes hjerteklub.
Vi taler om at opleve flere skuffelser end succeser i fodbolden. Vi taler om, at de bedste år findes bag os, og det naive håb om de nye som venter i fremtiden. En stædighed, som trives gennem trods. Vi taler voksenmobning på studier, arbejdspladser og i familier. Vi ser grupper af venner og familier, som valfarter mod deres stadion, og på deres skuldre bærer de forventningen om, at nu bliver det hele bedre. Nu vender det. For så to timer senere at gå duknakkede, slukørede og skuffede hjem igen.
Dette til trods, så står de samme mennesker der igen ugen efter. Samme sindsstemning. Samme loyalitet og samme tiltro til de hjerteslag, som deres klub ekkoer ud i deres verden. Om det så er Vejle Boldklub, Fremad Amager, FC Fredericia, Hobro eller noget femte, det er sådan, det føles. Vi har minderne fra bedre tider. De få, men stærke øjeblikke. Siddende på vores fædres skuldre. Taktfast klappende. Opmuntrende. Håbende.
Fodbold er det smukkeste spil. Uanset hvor mange penge der kommer i sporten. Så er det et spil, som kan forvandle og forandre mennesker. Skabe helte. Skurke. Give karakter eller skabe tabet af den. Den trives igennem kærligheden til fodbold. Den er båret igennem alle de frivillige sjæle, som i netop den samme kærlighed hjælper deres klub. Rydder op. Pakker ud. Lukker ned.
I den danske 1. division er disse mennesker ikke nødvendigvis beriget med store fodboldoplevelser, smukke faciliteter eller drysset fra stjernespillere. Her er det klubben før spilleren. Her er det sammenholdet før kommercialiseringen. Kærligheden. Loyaliteten. Tiltroen.
Så til dig derude. Som ikke har en top tre klub i hjertet. Uanset om det så er i Danmark eller udlandet. Du er ikke alene. Vi er bundet af det samme bånd. Fodboldens. Der, hvor vi holder fast på trods af og ikke på grund af. I modsætningen til livet på den anden side af grønsværen. Hvor vi alt for let giver op, efter eller hen til fristelse, egoisme, og det ukomplicerede. Der kan vi lære noget af de fodboldtilhængere, som står fast i modgang. Det er kærlighed. For kærligheden er større end modgangen. Loyaliteten stærkere end afmagten, og båndet til andet end os selv vigtigst.
Nå ja – skulle Vejle Boldklub rykke op i Superligaen, så lever jeg ganske fint med det.
