Foto: Claus Bech

Morten Olsen langede ud efter den nuværende ledelse i DBU, som han mente, gav den tidligere kommunikationschef en uværdig afsked.

Danmarks nu tidligere landstræner holdt en længere enetale, da han mandag officielt tog sin afsked med jobbet som dansk landstræner i DBUs lokaler i Brøndby.

Her fortalte Morten Olsen anekdoter og mange andre historier fra sin tid som dansk landstræner. Men Morten Olsen talte også ærligt ud om de ting, han ikke havde været tilfreds med.

Og her fik den nuværende ledelse i DBU tørt på. Olsen var nemlig ikke tilfreds med den måde, som ledelsen med Claus Bretton-Meyer i spidsen havde vippet den mangeårige kommunikationschef, Lars Berendt, ud på.

»Jeg havde et fantastisk godt samarbejde med Lars Berendt, og jeg ville være hyklerisk, hvis jeg ikke sagde, at jeg ikke brød mig om den afsked, som Lars Berendt fik, jeg synes ikke, det var godt nok,« sagde Morten Olsen og fortsatte:

»Man skal acceptere, at der kommer nye folk ind, det skal vi alle, men en mand, der har gjort så stort et arbejde - også for landsboldet, som er det, jeg kan tale med om - kunne godt have fået en bedre afsked. Det havde været på sin plads.«

Afskeden med Lars Berendt var den første store ændring, som den nye direktør Claus Bretton-Meyer foretog, da han satte sig som chef i DBU.

SMS

Hitter på Facebook