Nicki Billes fremtid på det danske landshold er endnu ikke afgjort. Angriberen blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger anholdt natten til fredag for uorden i gadebilledet, og senere bed Nicki Bille ifølge avisen en betjent i armen, så han er blevet sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

Rosenborg har efterfølgende taget konsekvensen af sagen fra København, da angriberen er blevet smidt ud af truppen til mandag aftens kamp mod Bodø/Glimt. Landstræner Morten Olsen har dog endnu ikke fundet ud af, om det også skal koste Nicki Bille en straf på det danske landshold.

Landstræneren fortæller til BT, at han gerne først vil kende sagens fulde billede.  

- Det er ikke mit bord. Det er Rosenborgs bord. Det er det samme som Bendtner-sagen sidste gang. Jeg kender ikke sagen andet end fra medierne, og den er ensidig. Vi kan ikke tage stilling til hver eneste sag hver eneste gang, siger Morten Olsen til bt.dk.

Med sidste gang mener Morten Olsen, da Nicklas Bendtner i marts kom i karambolage med en taxachauffør i København.
  
Siden mødtes Morten Olsen og DBU-formanden, Claus Bretton-Meyer, for at udarbejde et såkaldt code of conduct. En art retningslinjer for, hvad der er god opførsel, og - ikke mindst - hvad der er uacceptabel opførsel. Og det er et arbejde, som pågår.   
 
- Men vi har haft regler hele tiden, og det har vi forholdt os til, siger Morten Olsen og bruger et eksempel med Nicklas Bendtner igen - denne gang fra marts 2013, hvor Nicklas Bendtner fik seks måneders karantæne fra landsholdet for at køre spritkørsel i de københavnske gader:  
 
- Alle har også kunnet se, at Nicklas Bendtner fik et halvt års karantæne. Det gør man jo, fordi man har nogle regler.

Morten Olsen pointerer dog, at det er ikke det samme, som at Nicki Bille også får et halvt års karantæne.

- Altså, hver sag er forskellig, så det handler om, at vi må tage stilling til sagerne, hver gang der sker et eller andet. Og så må man tage en beslutning. Det var det, vi gjorde med Nicklas Bendtner, og det vil vi også gøre i fremtiden. Vi vil mere eller mindre bruge vores sunde fornuft, og når vi tager en beslutning, vil der ofte være nogen, der mere eller mindre synes, det er den forkerte beslutning. Sådan er det i et demokratisk samfund. 

- Der vil altid være nogle gråzoner, hvor nogen gør noget andet, og så må vi tage stilling til, hvad der er det rigtige - velvidende at vi ikke kan være enige med alle mennesker. Men i forhold til det, du spørger om (Nicki Bille, red.), kan jeg ikke sige noget yderligere. For det er ikke sket i en tid, hvor spilleren er med det danske landshold. 

- Vi kender heller ikke sagen godt nok til at kunne udtale os, slutter Morten Olsen.