Den tidligere danske landstræner Morten Olsen er en stor beundrer af den fodbold, som Johan Cruyff har stået i spidsen for – både som spiller og som træner.

Cruyff var eksponent for ’at tænke fodbold’ snarere end bare at løbe og kæmpe, mener den tidligere danske landstræner:

»Cruyff er jo en af de helt store, og han kunne det hele. Han var strateg, kunne spille helt nede bagved som libero, kunne spille på midtbanen og være individualist helt fremme. Det, som han har taget med og præget de bedste hold med inden for de seneste 15 år, er, at det handler om bolden.«

Og Johan Cruyffs indflydelse er vidtrækkende, fastslår Olsen:

»Taktisk og teknisk har han haft stor indflydelse. I Skandinavien og i Tyskland handlede det tidligere mere om, at fodbold var en teknisk sport og en løbesport, men for Johan Cruyff og hans generation handlede det mere om, at fodbold også skal spilles med den indvendige side af hovedet. Det var ikke nok med energi og vildskab. Det er lang taktisk historie, og den startede med totalfodbold i 1970erne, og er så blevet udviklet henad vejen. Han var den, der inspirerede – både Barcelona dengang, det hold Michael (Laudrup, red.) spillede på, og Barcelona i dag,« forklarer Olsen og uddyber:

»Vi i Skandinavien har i mange år tænkt på, hvor vi står, når modstanderen får bolden, men moderne fodbold handler, så sandelig lige så meget om, hvordan står vi, når vi selv har bolden. Men der var Cruyff både som spiller og som træner langt foran, og det var også derfor Holland var bedre så mange andre lande: De var gode til at tænke fodbold. Og han var en pionér.«

Olsen er to år yngre end Cruyff og havde også ’fornøjelsen’ af at spille mod hollænderen:

»Jeg havde den fornøjelse, dengang jeg var i lille Cercle Brugge at spille mod Barcelona i Cruyffs første kamp, og da tabte vi 0-6. Vi var sparringspartnere, og Cruyff skulle se godt ud. Det kom han også til at gøre, skal jeg love for. Der fik jeg på nærmeste hold lov at se, hvilken fantastisk fodboldspiller han var.«