Kommentar af BTs klummeskribent Morten Bruun. Morten Bruun er tidligere landsholdsspiller og nuværende ekspert-kommentator på 6'eren.

Hvor god er Pierre-Emile Højbjerg? Det er sørme ikke nemt at svare på. Faktisk har jeg forsøgt at besvare spørgsmålet lige siden 7. september 2014, hvor han bragede ind i fodbold-danskernes bevidsthed med sit vigtige mål i Parken mod Armenien.

På det tidspunkt var Højbjerg netop fyldt 19 år og havde sluttet sæsonen 2013/14 af med at spille 102 minutter i den tyske pokalfinale. Vel at mærke for selveste Bayern München. Hvad kunne det ikke blive til? Højbjerg var et af emnerne i denne sæsons optakts-studie til Premier League-sæsonen, og her fik jeg til opgave at tweete mit succes-kriterie for den danske midtbanespiller, der netop var skiftet til Southampton. Jeg skrev ordret sådan her: ’Succes-kriteriet for PEH må være plus-20 PL-kampe fra start. Det tror jeg ikke, han når.’

Lige nu er der spillet 20 runder i Premier League, og Højbjerg er startet inde i de ni, så han kan stadigt nå det. Der er trods alt 18 runder igen. Det er tid til en midtvejs-status. Hvordan er det gået? Øh, bøh. På den ene side og på den anden side. Som det altid er med Højbjerg.

På den ene side har han fået spilletid i 27 af Southamptons 31 kampe i denne sæson. Han er startet i 15 af kampene og har spillet lidt over halvdelen af minutterne i Southamptons sæson. Han har aldrig været helt ude i kulden. På den anden side har Højbjerg på intet tidspunkt været fast starter. Han har skiftevis været inde og ude. I slutningen af november startede danskeren i tre kampe i træk, men det var en undtagelse. Han har aldrig været helt inde i varmen.

For at kunne vurdere Højbjergs sæson er det nødvendigt at vide to ting. Man skal vide, at Southampton (sammen med Manchester City) har spillet flere kampe end noget andet hold i Premier League i denne sæson. Og man skal vide, hvordan holdets manager, Claude Puel, i forlængelse af netop den kendsgerning har grebet tingene an. På grund af deltagelsen i Europa League og succesen i Liga Cup’en har Southampton spillet to kampe om ugen i næsten hele sæsonen, og derfor har Claude Puel fra starten roteret rigtigt meget mellem spillerne. Som hovedregel har han skiftet mellem fem og otte spillere fra kamp til kamp uden nogen defineret prioritering af de tre turneringer. Det har ikke været sådan, at Puel som så mange andre managere har haft sit ’Premier League hold’ og sit ’hold til de øvrige kampe’. Men det har været sådan, at kun tre spillere har kunnet kalde sig stamspillere. Målmand Fraser Forster, midterforsvareren Virgil van Dijk og den defensive midtbanespiller Oriol Romeu. Alle andre er blevet roteret rundt.

På midtbanen har spanske Romeu som nævnt været førstevalg som balancespilleren i Puels system, der bedst beskrives som 4-3-3. Foran Romeu ligger der to spillere, og her er Højbjerg en af fire, der er blevet brugt i næsten det samme omfang. De tre andre er den nordirske landsholdsanfører Steven Davies, hollandske Jordy Clasie og Southampton-talentet James Ward-Prowse. Lad os sige det, som det er: Ingen af de fire er gode nok til at spille hver gang. Og ingen af dem er dårlige nok til aldrig at spille. De minder om hinanden. Driftssikre. Arbejdsomme. Ingen afgørende aktioner.

Lige præcis det sidste er min store anke omkring Pierre-Emile Højbjerg. For i idealudgaven af Højbjerg ser vi så ikke en dynamisk, skudstærk, offensivt minded midtbanespiller foran os? Det gør jeg i hvert fald. Men virkelighedens Højbjerg leverer næsten aldrig noget slutprodukt. Han er i gang med en stime af kampe uden scoringer, der er nået op over 70 (!), og i Southampton har han ifølge mine oplysninger kun leveret en enkelt assist til et mål. Det var så til gengæld også et kongeindlæg til Maya Yoshidas scoring mod Norwich for en uge siden. Det er jo alt for lidt, men for os, der også følger Højbjerg på det danske landshold, er det desværre et meget genkendeligt billede. Ingen mål siden det mod Armenien for to et halvt år siden og en plads på bænken i den seneste kvalifikationskamp.

Nu er det så, at vi alle sammen skal huske på, at Pierre-Emile Højbjerg kun er 21 år. Det er de færreste fodboldspillere, der har opnået noget, der kommer i nærheden af det, som Højbjerg har i så ung en alder. De fleste ville i den alder stadig rende rundt med et talent-prædikat, og vi ville sige: Bare vent og se, hvad han udvikler sig til om en tre-fire år. Sådan må det rimeligvis også være med Højbjerg. Han er stadig meget ung. Christian Eriksen er for eksempel tre et halvt år ældre. Mindre end at blive lige så god som Eriksen kan også gøre det, men det er bestemt heller ikke det, der er på tale lige nu.

Det er i langt højere grad, at Pierre-Emile Højbjerg tager det næste skridt. For det har vi stadig til gode. Han har spillet (marginalt) mindre for Southampton, som sæsonen er skredet frem, og han startede på bænken onsdag i Southamptons hidtil største kamp i sæsonen, Liga Cup-semifinalen mod Liverpool. Det går i den forkerte retning for Højbjerg. Den store fremgang udebliver.