FC Nordsjælland har skrevet kontrakt med den 27-årige Mohammed Fellah, som senest har spillet i Esbjerg.

Klubben har underskrevet en treårig aftale med den norske midtbanespiller, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Mohammed Fellah starter træningen i Farum 20. juni, og han glæder over at være kommet til klubben.

»FCN er et hold, som gerne vil have bolden meget, og det kan jeg også godt lide. Det er et spændende projekt med mange unge og talentfulde spillere.«

»Både træneren og sportschefen har fortalt mig, at det er nogle meget træningsvillige unge spillere, og jeg glæder mig til at være med til at trække dem i den rigtige retning,« siger Mohammed Fellah til FCN's hjemmeside.

Mohammed Fellah spillede i den norske klub Vålerenga fra 2006 til 2013, før han skiftede til Esbjerg. Og nu er han altså klar til at rykke videre i Superligaen, hvor han ind til videre har spillet 55 kampe for Esbjerg.

Carsten V. Jensen, der er sportschef i FCN, glæder sig over skiftet.

»Med Fellah får vi en offensiv spiller med erfaring, som kan give os endnu flere strenge at spille på.«

»Vi har stor tro på, at han kan være en katalysator, der blandt andet med sine særlige offensive kvaliteter kan være med til at forløse potentialet i vores i forvejen talentfulde spillertrup,« siger sportschefen til klubbens hjemmeside.

/ritzau/