Brøndby har pokalfinale-håneretten til torsdagens finale mod FC København fra dengang i 1998, hvor klubben tævede rivalerne med 4-1 i pokalfinalen og sikrede sig historiens første blå-gule ’The Double’.

Det var John ’Faxe’ Jensen, når han er allerbedst! Den krølhårede kæmper på Brøndby-midtbanen stod med sin fighterpokal i den ene hånd og gestikulerede med den anden kort tid efter, at Brøndby havde vundet Compaq Cup-finalen i 1998 med knusende 4-1 over FC København i Parken.

Tankerne var tydeligvis et helt andet sted end det live-interview, som han skulle til at give. Og da journalisten fra TV2 Sporten endelig fik sit spørgsmål igennem om, hvad der var gået vestegnsklubbens vej i pokalfinalen, leverede midtbanekrigeren en klassisk ’Faxe’-kommentar. Dén vender vi tilbage til.

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Når Brøndby igen i dag torsdag kommer på besøg i Parken til finalen i DBU Pokalen, er det FC København, som har finalerevanche til gode fra dengang i 1998. Ikke siden har rivalerne stået over for hinanden i en pokalfinale, så for en sjælden gangs skyld i moderne tid, hvor Ståle Solbakkens FC København dominerer på alle fronter, kan Brøndby-folk med god ro i sindet mindes den sidste lignende kamp mellem mastodonterne.

I slutningen af 1990’erne var det indbyrdes styrkeforhold omvendt, og 1998 var ingen undtagelse. Brøndby havde kort forinden sikret sig mesterskabet i Faxe Kondi-Ligaen, som Ebbe Sand med 28 mål havde bombet sønder og sammen. Ole Bjur, som spillede højre midtbane i finalen, husker tydeligt følelsen af, at Brøndby havde overhånden i forhold til FC København inden og også i pokalfinalen.

»Alt kan naturligvis ske i en finale, som er noget helt særligt, men vi havde fornemmelsen af, at vi var det stærkeste hold. At vi havde muligheden for at vinde den første ’The Double’ i klubbens historie gjorde kun, at vi kom endnu mere tændte ud til finalen. Vi var stadig sultne,« siger Ole Bjur.

Tankerne manifesterede sig allerede i hovedet på Brøndby-spillerne dagen inden kampen, hvor træner Ebbe Skovdahl indlogerede dem på Hotel Marina. Sådan var det altid til de ekstraordinære kampe på den tid - i hvert fald i Europa Cup’en og pokalturneringen, og så kun i særtilfælde i den hjemlige turnering. Kim Vilfort, Kim Daugaard, Mogens Krogh, Per Nielsen, Ebbe Sand og alle de andre vandrede rundt i den nordsjællandske idyl i ro og balance.

Egentlig var FC København også ved at være i vatter efter at have flirtet med nedrykningsstregen året forinden. Det havde i noget tid været turbulente tider med Karsten Aabrink som administrerende direktør, men med træner Kent Karlssons tilkomst var der igen kommet styr på det spillemæssige. Bjarne Goldbæk, som var med i pokalfinalen i 1998, men selv bad træner Karlsson om en udskiftning i pausen på grund af en meget hævet fod, erindrer et FC København-hold, som spillede mere frit og var blevet mere konkurrencedygtigt - ikke mindst med tilkomsten af anfører Peter Nielsen.

Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

På mange måder var der lagt op til en pokalfinale med pil opad. Foruden rivaliseringen, som måske endda var endnu mere udtalt dengang, var 41.044 tilskuere, mest klædt i hvidt og blå-gult, mødt op for at juble spillerne ind på græstæppet, som var klippet i små kvadrater. Et imponerende skue, husker Brøndbys anfører Kim Vilfort, der var en sjælden gæst på venstre back i fraværet af skadede Jens Risager.

»Nu var jeg jo en erfaren herre på det tidspunkt, som havde prøvet lidt af hvert, også pokalfinaler, men der var virkelig meget fokus på kulissen. Det fandtes ikke bedre dengang. Det gav noget ekstra,« siger han.

Kim Vilfort og de øvrige Brøndby-drenge blev næppe mindre motiverede af, at Bo Hansen, i Brøndby-kredse kendt som ’Bomber Bo’, bragte Ebbe Skovdahls tropper i front bare få minutter inde i opgøret. Ebbe Sand driblede rundt på midten af FC Københavns banehalvdel og stak bolden ind i feltet til Bo Hansen, der skovlede en langt fra utagelig bold forbi Karim Zaza i målet.

Det var lige præcis dét, som Ebbe Skovdahl havde lagt op til på taktikmødet inden kampen. Brøndby skulle tage styringen, og det gjorde de 11 udvalgte på banen.

»Vi havde s'gu styr på det,« siger Ole Bjur.

For FC København var der snarere lort på styret end styr på lortet i den første halve time. I københavnernes bagerste geled, hvor Niclas Jensen var sat til at dække Ebbe Sand op i 3-5-2-formationen, som Kent Karlsson af og til yndede at benytte sig af, var der langt mere grund til bekymring.

»Det var noget andet, end hvad jeg lige var vant til,« siger Niclas Jensen, der da heller ikke kom i vejen for Ebbe Sands flotte hovedstødsmål til 2-0 på oplæg af Kim Daugaard.

Med ét var Parken forvandlet til en tyrefægterarena. FC København drønede forvirret rundt i manegen som det stakkels dyr, mens den blågule ’torero’ dirigerede tyren mod alle verdenshjørner efter behag. Tilskuerne ventede kun på dødsstødet, men Peter Nielsen leverede et spjæt af de større fra københavnerne med sin scoring til 1-2, da han fra distancen udplacerede Mogens Krogh.

Det kan godt være, at Ole Bjur og alle de andre følte, der var kontrol over sagerne, men FC København brændte flere oplagte chancer. Ikke mindst Todi Jónsson må have sovet ekstra dårligt efter kampen, for han burde nok have scoret et par stykker. Ikke desto mindre var det ikke ufortjent, at først Jesper Thygesen med hovedet og siden Bent ’Turbo’ Christensen med venstrepoten kunne afgøre kampen og stikke det dræbende spyd i tyren.

Den overbevisende sejr var en kulmination af flere år med godt spil og gode resultater for Brøndby-holdet, mener Mogens Krogh.

»1998 var en stor sæson for os, og den førte til Champions League i den efterfølgende sæson. Vi var ekstremt godt spillende, og alt vi lavede, lykkedes vi med. Det var fantastisk,« siger Mogens Krogh.

Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Fantastisk er vinderinterviewet med John ’Faxe’ Jensen også i sin helt egen forstand, og nu er vi tilbage ved indledningen på historien. ’Faxe’ tænkte langt mere på at komme hen til sine holdkammerater end at svare på spørgsmål, så om årsagen til sejren valgte han den konstaterende kommunikationsvej.

»Vi scorede fire mål mere,« sagde ’Faxe’, kastede fighterpokalen i hænderne på en Brøndby-assistent og løb ind på midten af banen.

Fuldstændig korrekt var ’Faxes’ observation naturligvis ikke, for Brøndby vandt kun med tre mål, men han var simpelthen så lykkelig og pumpet op på glæde, at hovedregningen var sat på pause for en kort stund. Det var nu til at forstå, og det er det også, hvis lykken over pokaltriumfen i 1998 stadig banker lige så meget i de blågule brystkasser.