Jan Mølby er ikke imponeret af Liverpool-manager Brendan Rodgers og hans prioriteringer.

Den danske Liverpool-legende langer nemlig ud efter Brendan Rodgers i sin klumme i avisen Liverpool Echo. Jan Mølby kritiserer Rodgers for nærmest på forhånd at opgive onsdagens kamp i Capital One Cup, hvor Liverpool på Anfield blev sendt ud af Michael Laudrups Swansea, der vandt 3-1.

- Måske er det en smule naivt at tænke, at manageren skal stille med sit stærkeste hold hver gang og så tage sig af træthed og skader hen ad vejen. Premier League er Brendan Rodgers prioritet og derefter følger Europa League, så han følte formentlig ikke, at hans trup var stærk nok til at satse på League Cup'en denne sæson, skriver Mølby og fortsætter:

- Men jeg mener, at Liverpool er her for at vinde trofæer, og man behøver kun se på den begejstring, det skabte sidste år, da klubben gik hele vejen til Wembley to gange. Det føles på en måde som om, vi har opgivet trofæet. Det er ingen tvivl om, at Liverpool ville vinde onsdag, men vi var aldrig rigtig inde i kampen - og det gælder specielt for nogle spillere, skriver Jan Mølby og peger blandt andre på Joe Coles dårlige præstation.

Liverpool og Brendan Rodgers får mulighed for at give Jan Mølby - og andre Liverpool-fans - noget at glæde sig over, når de søndag møder Newcastle på hjemmebane i Premier League.