Pierre-Emile Højbjergs agent Søren Lerby sætter sig i dag til bords med Bayern München-ledelsen til en snak om den 19-årige danskers fremtid.

Skal den danske landsholdsspiller, der har kontrakt til sommeren 2016, blive i klubben eller sendes han videre i jagten på fast spilletid? Sidstnævnte har han selv ytret ønske om.

Giver træner Josep Guardiola og sportsdirektør Matthias Sammer danskeren løbepas meldes en lille håndfuld klubber interesseret i den talentfulde midtbanespiller. Mest sandsynlig er en lejeaftale, da Bayern München næppe vil være interesseret i endegyldigt at afhænde den danske guldklump.

BT giver her et overblik og Pierre-Emile Højbjergs bejlere:

Hannover 96:

Hannover 96 har været varm på en dansk underskrift. Sportsdirektør Dirk Dufner bekræftede forrige uge interessen for Højbjerg i det tyske fodboldprogram Dobbelpass.

- Jeg mener, at han er en interessant spiller for Hannover 96. Mere kan jeg ikke sige om det på nuværende tidspunkt, sagde han.

Med Bayern-anfører Philipp Lahms ankelskade trak Dirk Dufner dog snuden til sig, da han med Bayerns mange skader in mente ikke anså det sandsynligt, at klubben vil lade Højbjerg gå. Noget tyder dog på, at Højbjerg alligevel kan få løbepas og det kan få genopblusse flirten med danskeren.

- Højbjerg har et godt navn hernede. Hannover vil være en god klub for ham. De har ikke så mange spillere på hans position, siger Bayern Munchen-reporter Julien Wolff fra den anerkendte tyske avis, Die Welt.

Hannover 96 er nummer fem i Bundesligaen og har danske Leon Andreasen i truppen. En central midtbaneduo bestående af Højbjerg og Andreasen lyder i danske øre yderst interessant. Ligner lige nu Pierre-Emile Højbjergs bedste bud.

Augsburg:

Sæsonens store positive overraskelse i Bundesligaen, Augsburg, blev i sidste måned sat i forbindelse med Pierre-Emile Højbjerg.

- Vi kommer til at hente en spiller i Bayern München, lød det fra træner Markus Weinzier, der dog ikke ville fortælle, om det var danske Højbjerg, han hentydede til.

Både tyske og danske medier spekulerede dog straks i, at det drejede sig om Pierre-Emile Højbjerg.

Et skifte til Augsburg virker da heller ikke som nogen dum idé. Augsburg er nummer seks i Bundesligaen og spiller med om de europæiske pladser.

AC Milan:

Trods sine bare 19 år har Pierre-Emile Højbjerg allerede slået sit navn fast på den internationale scene med landskampe og seneste Champions League-debuten mod Manchester City. Titlen som Bayern Münchens yngste ligadebutant nogensinde skader nok heller ikke.

Evnerne har angiveligt skabt interesse i den italienske storklub, der trænes af den tidligere bomber Filippo Inzaghi. Dinamo Zagrebs Marcelo Brozović skulle være milanesernes førsteprioritet til den centrale midtbane, men kroaten skulle også have vakt interesse hos tyske Borussia Dortmund, hvilket kan gøre et køb vanskeligt. Pierre-Emile Højbjerg skulle derfor være udpeget som Milano-klubbens alternativ. Milan, der tidligere var en stormagt i europæisk fodbold, har haft det svært i år. Klubben er nummer syv i Serie A.

AS Roma:

Det kan ende med et italiensk kapløb om Pierre-Emile Højberg. Italienske medier som Corriere dello sport og Tuttosport skriver, at AS Roma ligesom AC Milan har danskeren i tankerne angående en lejeaftale. Roma er godt kørende i Serie A, hvor der er placeret på andenpladsen tre point efter Juventus. Men med europæisk fodbold udover og den 34-årige midtbanespiller Seydou Keita tæt på pensionsalderen kunne ungt frisk blod måske give mening.