Det danske landshold har efter nullerten mod Albanien i Parken mistet muligheden for selv at sparke sig til næste sommers EM i Frankrig.

Der er fem hold i den pulje, Danmark gennem godt et års tid har kæmpet i med næste sommers EM i Frankrig som det store endemål. De to første ryger direkte på den første Air France-flyver mod god mad, godt vejr og bedre vine, mens nummer tre skal ud i to ekstra playoff-kampe for at få adgang til de franske fristelser. Det burde kunne lade sig gøre for et dansk landshold, fristes man til at sige.

Men ak, efter fredagens 0-0-kamp mod Albanien i Parken, er det pludselig ude af de rød-hvide hænder, om landsholdet skal til et EM for anden gang i træk.

»Kampen mod Armenien er en must win-kamp. Vi skal have point og minimum fire i de to sidste kampe. At starte med sejr på mandag vil være det rigtige skridt, når nu vi ikke fik fuld udbytte i fredags,« siger Nicklas Bendtner efter ankomsten til Armeniens hovedstad, Jerevan.

»Man vil selvfølgelig altid helst have fuldt overblik over situationen, men nu må vi tage til takke med, hvordan det er. Vi har mulighederne for at nå 17 point, og det skal vi gå efter, selv om det bliver to svære kampe.«

Morten Olsens mandskab skal nu have flere point i holdets to resterende kampe i den armenske hovedstad Jerevan i morgen og i den portugisiske provinsby Braga i oktober, end Albanien får ud af deres tre sidste kampe. I hvert fald, hvis det skal blive til den direkte kvalifikation, der holder Danmark ude af det hasarderede lotteri, en playoff-runde kan være.

Ja, det danske landshold vil givetvis være seedet i en sådan playoff-runde og vil derfor undgå de på papiret stærkeste treere fra de andre grupper, men meget få danskere har formentlig lyst til at stå i et afgørende playoff-opgør med kniven for struben foran eksempelvis 60.000 fanatiske tyrkere i Istanbul.

»Man kan sige hellere playoff end ingen EM-billet, men selvfølgelig vil det være rigtig, rigtig dejligt ikke at skulle ud i de der kampe. Der kan alt ske, og vi kan ramme nogle rigtig gode modstandere. Det kan vi ikke betone nok. Det er så supervigtigt,« siger Willaim Kvist og suppleres af Nicklas Bendtner:

»Det bedste er selvfølgelig, at vi kvalificerer os som etter eller toer i puljen. Skal vi i playoff, må vi tage den snak til den tid.«

For at det scenarie skal undgås, er en sejr i Armenien i morgen aften et absolut must.