Miraklet udeblev.

Trods maksimal opbakning fra 6.039 tilskuere på MCH Arena i Herning lykkedes det ikke for FC Midtjylland at indhente den føring på 4-1, som Panathinaikos havde skaffet i den første indbyrdes kvalifikationskamp til Europa League-gruppespillet i sidste uge i Athen.

Tværtimod løb træner Glen Riddersholms tropper ind i et skuffende nederlag på 1-2, og dermed var midtjydernes 'græske tragedie' en realitet .

Skadesplagede FC Midtjylland, der var uden profiler som Morten Rasmussen og Kristian Bach Bak, indledte ellers kampen bedst.

De trykkede straks det defensivt-orienterede græske mandskab i bund, og tilspillede sig indenfor det første kvarter et par kvalificerede scoringsforsøg. Men både Tim Sparv og Rilwan Hassan var ikke tilstrækkelig skarpe i situationerne.

De første 45 minutter endte målløs, men inden den hollandske dommer Danny Makkelie fløjtede til pause, kunne Panathinaikos have bragt sig foran. Efter en uprovokeret FCM-fejl midt på banen var Abdul Ajagun alene med Jakob Haugaard, der imidlertid diskede op med en stor fodparade.

I begyndelsen af anden halvleg havde forsvarsspilleren Jim Larsen muligheden for at bringe midtjyderne i front. Midt foran mål fik han dog aldrig ram på bolden, og i stedet slog Panathinaikos til i den anden ende af banen:

Direkte på frispark kanonerede den 30-årige spanske venstreback, Nano, bolden i netmaskerne til 1-0.

20 minutter før tid tilkæmpede Rilwan Hassan det godt fightende hjemmehold et straffespark, som Sylvester Igboun scorede på.

Men FCM-opturen varede kort. På det efterfølgende Panathinaikos-angreb scorede indskiftede Viktor Kontroumpis til slutresultatet 2-1.

- Vi er ærgerlige over, at vores europæiske eventyr er slut i denne omgang. De sportslige udfordringer og de 30 mio. kroner, havde vi gerne taget med, sagde FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein og tilføjede:

- Som klub mangler vi stadig at kvalificere os til et af gruppespillene i de to store europæiske klubturneringer. Klubbens målsætning er, at dette skal ske tre gange inden 2020.  Det er pokkers ærgerligt, at det ikke lykkedes i år. Nu er der ét forsøg mindre i bøssen inden deadline.  Men især i Athen i det første opgør mod Panathinaikos betalte vi dyre lærepenge.

Nu kan FC Midtjylland koncentrere sig om Superligaen, hvor man på søndag skal forsøge at forsvare sin øjeblikkelige førsteplads  mod Esbjerg.

Der er dog lige en ting mere der skal på plads henover weekenden, når sommerens transfervindue lukker.

- Desværre er 'Duncan' ude med en skade de næste tre-fire Superliga-runder. Blandt andet derfor leder vi med lys og lygte efter den angriber, der er dygtig i dybdeløbene, sagde Claus Steinlein og bekræftede, at man har øje på den 24-årige costaricanske VM-spiller Marco Urena.

- Jeg vil ikke benægte, at han er blandt emnerne. Men vi har også et par andre i kikkerten. Nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre økonomisk, sagde Claus Steinlein.