Han blev kendt for Danske Bank-reklamerne, hvor han brillerede med tekniske lækkerier. Nu har han valgt at tørne ud for Egyptens landshold.

Tilbage i 2007 blev en ung Alexander Jakobsen et kendt ansigt i Danmark, da han med sit lange mørke hår a la Ronaldinho tonede frem på skærmen i Danske Banks reklamekampagne. "Gør det du er bedst til", lød sloganet, mens lille Aleksander Jakobsen fik seerne til at måbe med sine finurlige jongleringer.

Siden fulgte en karriere i både KB og Lyngby, inden den hollandske storklub PSV for halvandet år siden skrev kontrakt med danskeren, der har en egyptisk far. En udvikling, der givetvis har fået DBU til at følge Alexander Jakobsens udvikling. Nu tyder meget dog på, at en fremtid i den rød-hvide landsholdstrøje kan være tabt.

- Jeg blev tilbudt plads på både det danske og det hollandske U-landshold, men jeg foretrak at spille for Egypten, siger Alexander Jakobsen til det egyptiske medie Al-Ahram Al-Reyady.

Første landsholdsopgave for den 18-årige PSV-dansker bliver de afrikanske mesterskaber for U20-landshold.

Selvom det dermed ser ud til, at Alexander Jakobsen har afskrevet dansk landsholdsfodbold, er der stadig en teoretisk mulighed for at se dansk/egypteren på det danske landshold i fremtiden.

Ifølge FIFAs regler må en spiller godt repræsentere ét land på ungdomsniveau og et andet på senior-niveau.