Kevin-Prince Boating fik nok af tilråbene fra en tribune under en træningskamp og forlod banen - det samme gjorde resten af holdet.

AC Milan har sat en tyk streg under alvoren i at gøre op med racisme i topfodbold.
 
Under en venskabskamp mod fjerdedivisionsholdet Pro Patria var der kun spillet 25 minutter af opgøret, før den mørke spiller Kevin-Prince Boateng fik nok af de mange råb fra en tribune og derpå forlod banen i raseri.

På et youtube-klip, som Milan har lagt op, kan man se, at Kevin-Prince Boateng er ved at afdrible en modstander, da han pludselig vender sig om og tager bolden op for at sparke den op imod tribunen, hvorfra tilråbene kom.

Derefter tager den 25-årige spiller sin trøje af og udvandrer fra banen - det samme gør resten af spillerne.

- Vi er skuffede og kede af det, som er sket. Milan spiller for retten til at respektere alle spillere. Vi er nødt til at stoppe disse uciviliserede gestus, forklarer Milans træner Massimiliano Allegri ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kampen blev spillet på Pro Patrias bane, og selv om dette opgør på ingen endte godt, har Milan forsikret fjerdedivisionsklubben, at den vil vende tilbage en anden gang for fansenes skyld. 

Ifølge klubben var det bare nødvendigt at sende et signal denne gang.

- Vi vil gerne beklage over for alle de andre fans, der kom her for en smuk dag med sport. Vi lover at vende tilbage, og vi beklager over for klubben Pro Patria og dens spillere, men vi kunne ikke have truffet nogen anden beslutning, forklarer Allegri.

Pro Patria mener ikke, at de såkaldte fans, der var skyld i kampens afbrydelse, er nogle med tilknytning til klubben. 
 
Ud over Kevin-Prince Boateng måtte M'Baye Niang, Urby Emanuelson og Sulley Muntari også lægge ører til de racistiske tilråb.