Simon Kjær har fået karrieren på skinner igen efter nogle svære år i tyske Wolfsburg.

Han har været grundsøjlen i franske Lilles kanonsæson, hvor klubben aktuelt ligger på en tredjeplads i ligaen. Simon Kjær er bedømt på karaktererne gennem sæsonen rangeret som den niendebedste spiller i Ligue 1 i den store sportsavis L’Equipe.

Og landsholdsforsvarerens præstationer i Lille, hvor han har haft godt tag i flere af ligaens bedste angribere, er ikke gået ubemærket hen. Således har flere store europæiske klubber allerede henvendt sig til Lille for at forhøre sig om prisen på Simon Kjær til sommer.

Ifølge franske pressekilder er den italienske storklub AC Milan blandt de interesserede. Milan er ved at afslutte en forfærdelig sæson, hvor klubben slutter midt i Serie A uden muligheder for at spille europæisk i næste sæson, og nu skal holdet genopbygges fra bunden. Især defensiven skal forstærkes, og Milan er på jagt efter flere stærke forsvarsspillere.

Franske Adil Rami er kun på leje fra Valencia, Christian Zaccardo er snart 33 år, og Daniele Bonera er ligeledes oppe i årene. Derfor har Milan kig på Simon Kjær, som har imponeret i Lille og desuden har flere års erfaring fra Serie A fra ophold i Palermo og AS Roma.

Lilles sportsdirektør, Frederic Paquet, bekræfter, at der er interesse for Kjær, men vil holde bejlerne væk.

- Simon har haft en fantastisk sæson her i klubben, og han har til fulde levet op til vores forventninger til ham. Det er naturligt, at der er interesse for en spiller som ham, men vi er glade for ham her, og vi forventer, at han også spiller her i næste sæson, siger Paquet til L’Equipe.

Lille fik Simon Kjær til udsalgspris sidste sommer for blot 16 mio. kr., mens han kostede Wolfsburg tæt på 100 mio. kr., da tyskerne hentede ham i Palermo i 2010.