Den danske Reading-målmand Mikkel Andersen vil vise sig frem for landstræneren. Derfor vil han ikke udelukke at skifte Reading ud med en klub i Superligaen.

Mikkel Andersen vil hjem til Danmark. Ikke fordi han har hjemve. Ikke fordi Reading i England har gjort ham noget dårligt.

Men fordi han vil tilbage i rampelyset og ind i landsholdsvarmen.

- Jeg vil vise, hvad jeg kan og ikke bare være i glemmebogen. Lige nu er jeg ikke i betragtning til landsholdet, og det har jeg fuld forståelse for, for jeg er ikke blevet set, siden jeg stod U21-slutrunden i 2011. Nu vil jeg gerne vise mig frem, også for landstrænerteamet, og så kan de tage stilling til, om jeg er god nok, siger Mikkel Andersen.

Det var de færreste, der havde set den 196 centimeter høje målmand, da han for halvandet år siden overhalede Jonas Løssl indenom som førstemålmand på det danske U21-landshold op til EM-slutrunden herhjemme, og så snart der var fløjtet af for den sidste kamp, og Mikkel Andersen var taget tilbage til England, røg han tilbage i anonymiteten. Det skal nu være slut.

- Jeg tog til England for at blive en bedre målmand, og efter seks år herovre, har jeg fået en stor ballast. Jeg har, siden jeg var teenager, fået den engelske vindermentalitet ind under huden. Professionel fodbold er en livsstil for mig, og jeg har i en ung alder spillet næsten 100 kampe. Jeg er en målmand, som kan lave de redninger, der sikrer holdet point, og jeg ofrer alt for at holde bolden ude, siger 24-årige Mikkel Andersen.

Onsdag er han med i truppen, når Reading møder Michael Laudrups Swansea, men selvom hans klub ligger nummer sjok i Premier League og har lukket klart flest mål ind (37), er der endnu ikke udsigt til spilletid. Derfor er Danmark allerede til nytår førsteprioritet.

- Jeg er rigtig glad for Reading, men indtil nu sidder jeg på bænken, og det er jeg ikke tilfreds med. Det er også derfor, jeg har prioriteret at blive lejet ud. Jeg vil have så meget erfaring som muligt, siger han.

Sønderjyske og OB kunne måske få brug for en målmand. Er det interessante klubber for dig?

- Det er da to superspændende klubber, og jeg følger da også med i, hvor der kunne tænkes at være nogle muligheder, men jeg udfører et job i Reading og vil ikke forholde mig til noget konkret. Nu skal jeg have snakket med klubben (Reading, red.) om hvad der skal ske, men min egen førsteprioritet er helt klart Danmark, siger Mikkel Andersen.