FC København var stærkest, da Rosenborg gæstede Parken. Mike Jensen fik en ”varm” velkomst.

Superligaens førerhold fortsatte søndag aften forberedelserne til Superliga-premieren med en træningskamp mod det norske storhold Rosenborg. Det var dermed to hold, som i en årrække har kæmpet om titlen som Nordens bedste, der krydsede klinger.

Baseret på aftenens forestilling var der dog ingen tvivl om styrkeforholdet. FC København var stærkest og vandt 1-0 på en hovedstødsscoring af den islandske midtstopper Ragnar Sigurdsson.

Med til historien hører dog, at FCK med kun to uger til Superliga-premieren mod OB er langt længere fremme i forberedelserne i forhold til Rosenborg, der har over en måned til, at det går løs i Tippeligaen. Nordmændene stillede op med tre danskere i startopstillingen. Nicki Bille, Tobias Mikkelsen og den tidligere Brøndby-stjerne Mike Jensen.

Sidstnævnte blev dagens hovedperson. Ikke så meget for spillet på banen, selvom han som Rosenborgs indpisker på den centrale midtbane var et af udeholdets få lyspunkter. Mere på grund af den evige buh’en mod ham, når han modtog bolden. Som en konsekvens af den tidligere Brøndby’ers seneste udtalelser om hans had til de danske mestre. ”Vi hader Mike”, lød det gentagne gange fra FCK-fansene.

Mike Jensen fik dog uventet opbakning fra den modsatte tribune, da en civilklædt gruppe Brøndby-fans rejste sig og viftede med et gult banner:

”Vi hader FCK”, stod der, efterfulgt af en støtteerklæring til Mike Jensen, der med knap ti minutter tilbage af kampen blev udskiftet efter en godkendt indsats.

Tobias Mikkelsen og Nicki Bille var anderledes anonyme.

FC København leverede en jævn præstation på et græstæppe, der nærmere lignede en pløjemark.