Bundproppen Viking drillede de norske mestre, som dog kunne rejse hjem med en lidt heldig 1-0-sejr.

Der var mandag danskermøde i Norges bedste fodboldrække, Eliteserien. Viking med Steffen Ernemann og Claes Kronberg tog imod mestrene Rosenberg med Mike Jensen og Nicklas Bendtner på holdet.

Det var samtidig en kamp mellem top og bund, og den duel trak topholdet Rosenborg sig sejrrigt ud af. Gæsterne vandt 1-0, og Mike Jensen noterede sig for en assist.

Med sejren har Rosenborg vundet sæsonens fire første kampe. Viking derimod har indkasseret fire nederlag i fire kampe.

Rosenborg var det bedste hold på banen i første halvleg, men de forsvarende mestre virkede ikke helt oppe i gear, og Viking kom frem til de fleste chancer.

Alligevel var indsatsen nok til at sikre mestrene føringen ved pausen.

Efter små ti minutters spil havde Mike Jensen næstsidste fod på bolden, da Paal Andre Helland scorede det eneste mål i de første 45 minutter.

Bendtner var anonym det meste af halvlegen, mens Mike Jensen forsøgte at binde Rosenborgs spil sammen centralt.

Viking skruede op for fysikken efter pausen, og der blev mange dueller rundt omkring på banen.

Nicklas Bendtner var tæt på fem minutter efter pausen. Efter en fremragende tæmning afsluttede den danske angriber tæt forbi mål.

Ellers var det Viking, som var bedst i det meste af halvlegen, men gæsterne holdt stand trods nærgående forsøg fra hjemmeholdet.

/ritzau/