Wayne Rooneys fremtid som sikker mand i Manchester Uniteds startopstilling ser mere og mere usikker ud.

Inden torsdagens kamp i Europa League mod Fenerbahce havde Wayne Rooney startet på bænken fire kampe i streg, hvoraf tre af dem var Premier League-kampe.

Manchester United-manager José Mourinho fortæller til Sky Sports, at han står ved sit valg om at bænke anføreren.

Det betyder ikke, at Rooney er en færdig mand i klubben. Langt fra.

»Jeg vil aldrig tage beslutningen om at sælge ham. En spiller med hans status, med hans historie i klubben vil aldrig opleve, at klubben eller manageren tager den beslutning for ham,« siger Mourinho til det engelske medie.

Rooneys problemer på banen kommer af, at den 30-årige kaptajn er blevet flyttet rundt på forskellige positioner, både i Manchester under den foregående manager, Louis van Gaal, og på landsholdet, hvor han har spillet som en nærmest defensiv midtbanespiller.

Mourinho har dog en klar vision om, at der skal kontinuitet til, hvis Rooney skal genvinde den gode form fra forgangne sæsoner.

»Han kan ikke springe rundt fra 6'er til 9'er til 10'er. For mig er han en offensiv spiller, en 9'er eller 10'er. Han er anden angriber, enten bagved eller ved siden af en anden angriber. Det synes jeg, er Wayne Rooney,« siger Mourinho til Sky Sports.

Manchester United spiller søndag mod Mourinhos tidligere klub Chelsea, og der går rygter om, at Rooney ikke gang er med i truppen på 18 mand til opgøret. Det kan du læse mere om her.