Al-Rayyan åbnede Champions League med en 2-1-sejr på hjemmebane og fører sin gruppe efter én kamp.

Den danske fodboldtræner Michael Laudrup fik sammen med Al-Rayyan fra Qatar en god start på Asiens Champions League.

Al-Rayyan vandt tirsdag med 2-1 på hjemmebane over Al-Wahda fra De Forenede Arabiske Emirater i den første gruppekamp.

Gonzalo Viera fra Uruguay bragte Laudrups tropper foran i første halvleg, men føringen blev udlignet inden pausen. Efter en time scorede en anden sydamerikaner, Victor Caceres fra Paraguay, sejrsmålet.

Gruppens øvrige to hold, Al-Hilal fra Saudi-Arabien og Persepolis fra Iran, spillede 1-1, og dermed fører Michael Laudrup og Al-Rayyan gruppen.

Formatet i Asiens Champions League minder på mange måder om den europæiske udgave af turneringen.

Der er otte grupper med fire hold i hver, og de to bedste går videre til knockoutfasen.

Fire af grupperne består af hold fra den vestlige del af Asien, mens fire grupper består af hold fra den østlige del.

Det bedste hold fra den vestlige del møder det østlige ditto i Champions League-finalen, der bliver afgjort over to kampe.

Turneringen kører efter kalenderåret.

/ritzau/