Den danske fodboldtræner Michael Laudrup er i øjeblikket cheftræner i Al-Rayyan i Qatar, og det bliver danskerens sidste eller næstsidste trænerjob.

Det siger Laudrup i "Talkshowet Meyerheim" på TV2 Charlie, da han bliver spurgt, om han gerne vil være dansk landstræner.

»Jeg er i gang med mit sidste eller næstsidste job. At begynde at snakke om et job som for det første ikke er ledigt, og hvor der i øvrigt er én, der, så vidt jeg har forstået, skal være der tre år endnu. Det vil jo sige tre år i ud fremtiden. Det kan jo være, jeg er stoppet om tre år.«

»Men uagtet hvad så mener jeg, det er dårlig stil at begynde at snakke om et job, som er besat af en anden,« siger Michael Laudrup.

Landstræner Åge Hareides kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU) løber til sommeren 2020.

Tilbage i 2015 skrev Michael Laudrup i en mail til Ritzau, at han var blevet tilbudt landstrænerjobbet, men havde valgt at takke nej. I oktober sidste år sagde Michael Laudrup til BT, at han har opgivet tankerne om et nyt trænerjob i Europas største ligaer.

Som cheftræner har Laudrup tidligere stået i spidsen for Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Mallorca, Swansea og Lekhwiya. Fra 2000 til 2002 var han assistenttræner under Morten Olsen på det danske landshold.

/ritzau/