Bayern München havde lørdag muligheden for at vinde historiske fire tyske mesterskaber i træk, men holdet snublede hjemme på Allianz Arena.

Der var lagt op til fest og glimmer og udsigten til en stor fejring. Men med 1-1 hjemme mod Borussia Mönchengladbach må Bayern München vente til næste runde med et juble over et eventuelt nyt mesterskab.

Hvis Bayern München sikrer sig mesterskabet i en af de to sidste runder, vil det være en historisk bedrift. Tyskerne har vundet de tre seneste mesterskaber og et fjerde i streg vil være rekord i ligaen. Aldrig før har et Bundesliga-mandskab præsteret netop dét, så der vil være god grund til fejring for træner Pep Guardiola og co., hvis det lykkes.

Det startede ellers godt for det suveræne storhold hjemme på Allianz Arena, da Thomas Müller allerede efter seks minutter fik sendt bolden ind bag Gladbach-keeperen efter et hjørnespark.

 
Thomas Müller bringer her Bundesligaens nummer et foran mod Borussia Mönchengladbach.
Vis mere

Stillingen holdt helt frem til det 72. minut, hvor gæsterne – med danske Andreas ’AC’ Christensen i startopstillingen – fik udlignet ved Andre Hahn. Bayern München forsøgte at score sejrsmålet i resten af kampen, men gæsterne holdt tæt, og så måtte størstedelen af de imponerende 75.000 tilskuere gå skuffede hjem.

Til gengæld var resultatet godt for Gladbach, der jagter en plads i Bundesligaen, som giver kvalifikation til Champions League.

Efter lørdagens ene point har Bayern München fem point ned til Dortmund på andenpladsen, og der resterer to runder i ligaen. Det tyske førerhold møder Ingolstadt i en udekamp i næste weekend, mens Dortmund skal en tur til Eintracht Frankfurt.

 
Andre Hahn sparker på fremragende vis Gladbach på 1-1 mod Bayern, og dermed bliver hjemmeholdet ikke tyske mestre i denne runde.
Vis mere