17 mål i forårssæsonens første 12 kampe taler sit tydelige sprog: Barcas  Lionel Messi er tilbage som verdens bedste fodboldspiller

Lionel Messis børns barnepige er medlem af en ginklub i Barcelona, der mødes en gang om ugen. Det har helt sikkert været sjovere at krydre debatten om agurkeskiver i Hendricks eller ej med sladder fra Barcelonas omklædningsrum de seneste uger.

For Lionel Messi er der igen. De hurtige fødder. Det eksplosive antrit, rykket og afslutningen fra de spidse vinkler. Der, hvor han så elegant som en 007-smoking forvandler modstandernes sagesløse forsvarsspillere til ligegyldige statister i en ultimativ opvisning i kombinationen af sport, geometri og kunst. Efter to sæsoner plaget af træthed, en forhastet tilbagevenden på banen efter skadespauser og en udmattende sommer, hvor han til trods for tung kritik bar argentinerne frem til VM-finalen, ligner han igen den Messi, der tidligere tog patent på titlen som verdens bedste spiller.

Lionel Messi gør igen krav på at blive betragtet som den største igen. Det på trods af, at det grådige fodboldpublikum ikke skal bladre mange sider tilbage i kalenderen, før de støder på overskrifter om kriser, klubskifte og en plads i skyggen af Cristiano Ronaldo.

Mindre af Messi

Lille Lionel Messi fik som teenager væksthormoner for overhovedet at blive til noget, men nu er argentineren så stor, at en opdigtet infektion i troldmandens ene øre kan koste Barcelonas træner jobbet.

Efter Lionel Messi forleden terroriserede Manchester City i Champions League og forvandlede Camp Nous grønne klæde til et skærebræt af krydsløb, knivsparke driblinger og opsprættende afleveringer, optrådte han i en mere taktisk rolle i det efterfølgende ’Clasico’ mod Real Madrid, men stadig med et niveau, der konkluderede, at formkrisen er knust. Og at det famøse billede fra oktober sidste år, der gav ham stemplet ude af form, er i mere end en forstand er uaktuelt.

De unødvendige kilo er slanket væk med hjælp fra en italiensk diætist, der har bandlyst Lionel Messis hang til pizza, og ifølge El Mundo har argentineren tabt 3,5 kilo, efter at han, som pro-Real Madrid avisen AS skriver, ’spiste pizza nonstop i 2014’.

»Det har været en udfordring at komme af med det image, jeg fik i 2014. At komme tilbage til der, hvor jeg var før, det er min sæsonambition,« siger hovedpersonen selv.

En fit og lettere Lionel Messi og det øvrige FC Barcelona vandt 2-1 over Real Madrid i en kamp, der ikke længere er en rammefortælling forbeholdt historien om Kataloniens livtag med centralmagtens hvide, men 90 minutter plus det løse, der globalt deler fodboldpublikummet. Det er Messi, Neymar og Suarez mod Ronaldo, Benzema og Bale.

Og det efter at Lionel Messi ved årets uddeling af Ballon d’Or måtte se den evige rival Cristiano Ronaldo løfte trofæet og primalskrige sit personlige kampråb ud over salen med FIFA-pinger, fodboldstjerner og andre notabiliteter. Et brøl lige ned i ansigtet på Real Madrid-konkurrenternes fodboldmæssige epicenter, der i perioden 2009 og fire år frem havde patent på titlen som verdens bedste til stor frustration for den forfængelige portugiser. Nu var rollerne byttet om. Igen i år var det Lionel Messi, der med en skuffelsens automatreaktion fugtede læberne, før han i bedste Oscar-uddelings stil fandt sit fattede taber-ansigt frem.

Magtforholdet tippede med Real Madrids mesterskab forrige år og kongeklubbens triumf efterfølgende i Champions League med en syndflod af mål fra Cristiano Ronaldos fødder til hovedstaden, efter Barcelonas så succesrige år med Josep Guardiola på trænerbænken.

I de fire år med ’Pep’ i spidsen blev Barcelona forvandlet fra et sådan lidt små-romantisk frihedsprojekt til et fuldblods bæst af et fodboldhold, der med små, hæsblæsende trekanter og fejende tikitaka fældede alt og alle – og det med egne talenter på banen og politisk korrekte Unicef på trøjen.

Det var her, at de tanker, som Johan Cruyff i 90’erne implementerede i klubben med sit ’Dream Team’, for alvor sprang i blomst, og selvfølgelig med ’Pep’ som taktikeren bag. Han var den spillende hjerne på 90’er-holdet, og de senmoderne tanker om totalfodbolden, som Cruyff podede i hovedet på Guardiola som spiller, perfektionerede han som træner mange år senere.

At FC Barcelona nu har fire point ned til rivalerne, vidner om, at FC Barcelona som hold og primært Lionel Messi som omdrejningspunkt igen har fundet harmonien.

Det er et brutalt sceneskifte i den positive retning for blaugranas fans, der sidste sæson så Lionel Messi gennemgå sin dårligste – dårlig med forbehold – sæson siden 2008/09 med ’sølle’ 41 mål i 44 kampe.

Husk, at andre fodboldlegender som Thierry Henry, Raul og Alan Shearer aldrig krydsede 40 måls-mærket på én sæson i hele deres karriere, men Lionel Messi blev sidste fodbold-år offer for egne vanvittigt høje præstationer.

Og han bedømmes nådesløst og uden omtanke for, at den nu 27-årige offensivspiller var martret af skader ad flere omgange. Indeværende sæson har indledningsvist ligeledes set ham ramme under barren, og efterårets negative presseskriverier kulminerede i begyndelsen af det nye år, da cheftræner Luis Enrique plantede Lionel Messi på bænken ude mod Real Sociedad.

FC Barcelona tabte kampen til David Moyes’ tropper, og selv om Enrique forklarede sig med, at han blot af ren snusfornuft havde ønsket at skåne klubbens argentinske es netop tilbagevendt fra ferie. Da Lionel Messi udeblev fra den efterfølgende træning med en undskyldning om en øreinfektion, brød spekulationerne om ballade på de indre linjer ud i lys lue.

Barcelonas presseafdeling forsøgte sig med damage control og omforklarede øreinfektionen til et maveonde, hvilket gjorde ondt værre. Anfører Xavi havde blot tre dage forinden i et interview indrømmet, at ’maveonde’ er Barcelonas standardundskyldning og automatpilotsmanøvre udi bortforklaringer.

Trænersædet under Luis Enrique gik fra lunt til hedt som en sommerdag i Extremadura, og efter nederlaget i San Sebastian til Real Sociedad fulgte syv dage, der truede med at sprænge Barcelona indefra.

Som The Guardians Sid Lowe skrev:

»Luis Enrique kom til pressemødet som cheftræner. Om han har det i morgen, når han vågner, det ved ingen.«

Det efter en 75 minutters presseseance hvor Luis Enrique på ingen måde lykkedes med at overbevise om, at der ikke var husspektakler i den store klub, men vævede imellem, om han måske eller måske ikke havde haft et skænderi eller to med den argentinske stjerne.

Ifølge lokalt tv skulle Lionel Messi have krævet Enriques afgang, de spekulationer eksploderede på et blandingsbrændstof af spekulationer mikset op af det faktum, at argentineren nu fulgte Chelseas officielle profil på Twitter og det åbne transfervindues rygtemølle, der malede overskrifter om et forestående milliardskifte til London-klubben.

Og den interne strid kostede hoveder. Sportsdirektør og klubikon Andoni Zubizarreta blev fyret som konsekvens af skuffende resultater og for at have indgået kontrakter med mindreårige, der ikke var gamle nok til, at Barcelona måtte tilbyde dem et professionelt ansættelsesforhold. En ulovlig manøvre, der fik det internationale fodboldforbund FIFA til at idømme Barcelona en karantænestraf og udelukkelse fra indkøb af nye spillere. Zubizarretas assistent, Carles Puyol, valgte at følge ham med en opsigelse med signalværdi så kraftig som Puyols tykke Jason-lokker. Den Real Madrid-venlige avis Marca udlagde dog teksten, som at fyringerne var et sonoffer til Messi i en anspændt tid.

Da Lionel Messi så tilmed begyndte at følge stinkende rige Chelsea FC på Instragram blev en formentlig ligegyldig handling på de sociale medier udlagt som en digital krigserklæring al den stund, argentineren ikke ville tale om situationen i Barcelona til pressen. Verbalt tavs om Barcelona, aktiv på de digitale platforme i noget, der tværs over Biscayen blev tolket som flirt med Chelsea og José Mourinho uagtet portugiserens indædte afsky over for alt, der har kommer fra FC Barcelona.

Pressens gisninger om, hvilken træner Barcelona ville kunne hente ind, der ikke blot ville sikre sportslig succes, men også formå at fastholde Lionel Messi i havnebyen, har ikke været rar læsning for Luis Enrique. Med mere end 350 kampe samlet for Real Madrid og FC Barcelona kender han selvfølgelig alt til gamet i et land, hvor pressen går noget mere hånd i hånd med de klubbernes ledelser, end tilfældet er under danske himmelstrøg.

Klubpræsident Bartomeu gik til citat og lovede fred og ingen fare i omklædningsrummet, men i et hasarderet forsøg på at spinne de negative historier i en helt ny retning proklamerede han klubpræsidentvalg til sommer. Underforstået, ingen kender for nuværende sin fremtid i klubben, men Bartomeu gjorde det med valgerklæringen tydeligt, at han gerne sætter sin position i klubben på spil, hvis det kan holde Lionel Messi i Barcelona.

»For at imødegå det pres, som klubben er under, har vi besluttet at afholde præsidentvalg efter sæsonen. Det er et pres, som klubben lider under, og ingen er tjent med.«

I en tid hvor Barcelona angribes på en anden smertefuld front, nemlig de euro-tunge bånd til ørkenstaten Qatar, der ser stort på menneskerettighederne, tog Lionel Messi og co. tre virkelig store point ved udgangen af den skæbnesvangre uge i januar.

»Det kræver en sejr at undgå den bølge, der tårner sig op foran os,« proklamerede Luis Enrique op til den efterfølgende kamp.

Og den fik han. Tilmed mod konkurrenterne Atletico Madrid, og game on i mesterskabskampen for Barcelona og fuld blus på fredspiben.

Adspurgt om magtforholdet i den sportslige sektor svarede Neymar, at præsidenten bestemmer alt i klubben, og at Messi og Enrique blot er ansatte. Javier Mascherano er Messis bedste ven i truppen, og landsmanden trak i plade og brynje og mødte med bister mine pressen efter sejren over Atletico Madrid.

»Jeg har ikke studeret journalistik, så jeg ved ikke, hvilken virkelighed I arbejder med,« svarede han sarkastisk.

De efterfølgende fem kampe vandt FC Barcelona anført af en revitaliseret Messi med samlet 23-4 - altså mere end fire mål i snit.

Og i kampen mod Real Madrid fik fodboldpublikummet så det endegyldige bevis på, at der igen er ro på omkring Lionel Messi.

Han kridtede taktisk og disciplineret kanter mod de hvidblusede og med sine vinkelrette løb splittede han Real Madrid-forsvaret, så det gav åbninger til holdkammeraterne og lagde op til hjemmeholdets føringsmål.

I den anden ende af banen var Cristiano Ronaldo fraværende, indtil han stod for udligningen og i kampens slutfase, hvor gæsterne jagtede værternes 2-1-føring, livede han op, hvilket gav ham efterfølgende kredit i den vedvarende sammenligning mellem ham og Messi.

De er ikke kun frontfigurerne i rivaliseringen mellem Barcelona og Real Madrid på banen, men er det også som kommercielle aktiver og fodboldens generelle søgen efter at skubbe grænserne for det mulige på og udenfor banen endnu længere ud.

Den duel skal værdsættes, fordi det er vanskeligt at forestille sig, at fodbolden i nær fremtid vil få en tilsvarende ekstrem og tæt konkurrence mellem to så begavede fodboldspillere, der begge med rette kan hævde at være gået forbi Diego Maradona og Pelé plus det øvrige kabinet af tidligere verdensstjerner. Lige nu står Messis aktier i den højeste kurs af de to, og det løfter nok også humøret i ginklubben.