Lionel Messi har sagt stop på det argentinske landshold uden at opnå det, han allerhelst ville; at vinde folkets gunst, VM-pokalen og træde ud af Diego Maradonas store skygge.
’Er det allerede slut, ’Leo’? Kan du ikke ændre mening? Forhåbentlig er du bare blevet grebet af stemningen. Hans holdkammerater er sikre på, at han ombestemmer sig. Det samme er fodboldverdenen. ’Pulga’, landsholdet har brug for dig.’
Det er ikke en klumme. Det er heller ikke den argentinske landstræner, der bønfalder Messi. Det er bare slutningen på den argentinske sportsavis Olés artikel om Lionel Messis landsholdsstop. Hvis man var i tvivl om, hvad Messi betyder for landsholdsfodboldens kvalitet i Argentina, er der en journalist, der indkapsler det dér.
Den samme kærlighed har 29-årige Lionel Messi aldrig vundet hos befolkningen i det land, han forlod som 12-årig for at tage til Spanien og Barcelonas verdenskendte akademi, La Masia, og som han nu forlader på landsholdsniveau. Han traf beslutningen, kort efter at han i Copa América-finalen mod Chile på MetLife Stadium i East Rutherford nær New York i USA natten til mandag selv havde brændt et straffespark, der var medvirkende til nederlaget til Chile. Det var fjerde gang, han tabte en finale med Argentina. Det blev for meget for ’La Pulga’ – Loppen, som de kalder ham i hjemlandet.
»Jeg tror, det er bedst for alle. For mig og for mange mennesker, der gerne vil have det. Det er slut for mig på landsholdet, og det er min beslutning,« sagde Messi, inden han kom ind på den forbandelse, der hviler over ham og landsholdet sammen.
»Jeg har været i fire finaler, og det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal vinde én. Jeg ville mere end noget andet vinde denne turnering, men det skete ikke,« sagde han ifølge TyC Sports.
Holdkammeraterne kunne ikke rigtig tro på det, men den var god nok. Messi vender ikke tilbage, sagde han og forsøgte at lægge låg på spekulationerne om, at han nok skulle være klar til VM om to år. Det er slut på landsholdet. Lionel Messi, knægten der rejste væk, før han nåede at blive en ægte argentiner, ender med måske aldrig rigtig at blive det.
For at forstå det, skal man forstå den argentinske mentalitet, forklarer Jonas Schwartz, der er kommentator på TV3 Sport og har boet i Argentina og fulgt argentinsk fodbold på nærmeste hold:
»Argentina er et hårdt land. Intet kommer gratis. Nogle mener, at Messi ikke har været igennem den hårde skole, som andre har været, fordi han tog tidligt til Europa. Han har ikke prøvet at spille på de dårlige baner rundt om i Argentina og alt det kaos. Det hårde liv har ikke påvirket ham, som det har påvirket mange andre argentinere.«
Befolkningen kan ikke relatere til Lionel Messi. De kan ikke se ham i sig selv, som de kunne med Diego Maradona. Messi laver ikke de samme, dumme fejltagelser som Maradona. Messi har ikke levet det simple liv som Carlos Tévez. Men han er aldrig holdt op med at føle sig argentinsk.
»Jeg er aldrig stoppet med at være argentiner, og det har jeg heller aldrig ønsket. Jeg er meget stolt af at være argentiner, selv om jeg tog væk derfra. Jeg har været helt klar omkring det, siden jeg var meget ung, og jeg har aldrig villet ændre mig. Barcelona er mit hjem, fordi både klubben og folkene her har givet mig alt, men jeg vil ikke stoppe med at være argentiner,« sagde Messi til Time Magazine i 2012.
Lionel Messi har ikke boet i Argentina i over 15 år, men han og familien har stadig huset i Rosario, 300 kilometer nordvest for Buenos Aires. Her voksede han op, inden Barcelona kaldte. Mere end halvdelen af livet har Messi boet i udlandet, og selv om han har holdt ved sin argentinske udtale, er det ikke nok til at vinde landsmændene over.
Der mangler noget. Der mangler en titel.
»Messi har ikke været det samlingspunkt, som mange vil have. Han har ikke løftet landsholdet. Han har haft gode muligheder, men det er titler, der tæller i Argentina. Nummer to er ingenting. Det er ubarmhjertigt og firkantet. Havde Messi ført Argentina til VM i 2014, havde det været en helt anden snak. I Argentina er du en vinder eller en taber. Firkantet sagt. Messi er – paradoksalt nok – bare en taber. Det er aldrig lykkedes Argentina at vinde noget med Messi – og så er det umuligt ikke at lave sammenligningen med Maradona. Han gjorde det selv – helt selv,« siger Jonas Schwartz om den legendariske troldmand, der for 30 år siden besnærede en hel fodboldverden på vej mod VM-triumfen i Mexico.
Den VM-titel, Messi var så tæt på i 2014, hvor Mario Götzes mål i ekstratiden afgjorde det, kunne have været den, der bragte Messi tættere på det argentinske folk. Det kommer han næppe nu. Cristiano Ronaldo er muligvis superskurken på klubplan, men med landsholdet er Diego Maradonas skygge enorm. Maradona er folkets mand.
»Det argentinske landshold betyder så utrolig meget for det argentinske folk. Det er en institution. Folks forhold til Argentinas landshold er utroligt specielt. Dér er Maradona en, der har givet dem store glæder. Messi har ikke formået at gøre det, på trods af at han har haft gode vilkår med langt dygtigere holdkammerater,« siger Schwartz og fortsætter.
»Folk er også delte om Maradona, men alle er enige om, at Maradona var landsholdet. Han tog det til sig og gjorde det til noget stort – nærmest ene mand. Maradona er også indbegrebet af det at være argentiner. Maradona er fyldt med problemer, og han udtaler sig om ting, han ikke burde udtale sig om. Han skal hele tiden ud og undskylde for noget, han har gjort. Det kan folk lide – sådan er det at være argentiner.«
Lionel Messi er for meget et dydsmønster til argentinerne. End ikke tatoveringerne og det nygroede skæg lader til at kunne vaske det image af Messi. Og så blev han aldrig rigtig argentinernes. Efter fire finale-nederlag. Selv om man er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller fem gange og har vundet Champions League fire gange, er man ikke nødvendigvis elsket af sine egne. Som han sagde tilbage i 2012, nagede kritikken ham.
»Det gjorde ondt. Det generede mig. Fordi de sagde ting, som ikke var sande – at det ikke betød nok for mig at have trøjen på. Sådan følte jeg ikke. Sådan tænkte jeg ikke.«
Nu har Messi smidt trøjen for sidste gang. Efter et brændt straffespark og nederlag til Chile i Copa América-finalen. Med tårerne trillende ned ad kinderne i smerte over ikke at kunne give noget tilbage til det land, der aldrig rigtig tog ham til sig. Og måske aldrig kommer til det.
