Lionel Messi scorede sit karrieremål nummer 400, da Barcelona lørdag aften vandt hele 6-0 hjemme på Camp Nou over chanceløse Granada i La Liga.

Barcelona-træner Luis Enrique havde for første gang i sæsonen fundet plads til veteranen Xavi i startopstillingen, men det var superstjernerne Messi og Neymar, der stjal opmærksomheden i kampen.

Brasilianske Neymar bragte Barcelona foran 1-0 efter 26 minutters spil, og med scoringer i det 43. og 45. minut af henholdsvis Ivan Rakitic og endnu engang Neymar sørgede Barcelona for at lukke kampen inden pausen.

Læs også: Stakkels, stakkels knægt: Se Messi knuse barns VM-drøm

I anden halvleg meldte Lionel Messi sig så for alvor på banen for Barcelona. Messi scorede først til 4-0, og det mål var nummer 400 i argentinerens imponerende karriere - i en alder af 27 år. Han kom på tavlen igen, da han rundede festen af med et mål til 6-0, og dermed lyder hans karrieretotal nu altså 401 mål - heraf er de 248 scoret i La Liga.

Neymar nåede lige at klemme sig ind mellem Messis to mål, da han gjorde det til 5-0 og noterede sig for et hattrick.