Messi blev båret ud i går aftes i kampen mod Benfica, men nu forsikrer verdensstjernen, at skaden ikke er så slem som først forventet

Fodboldelskere rundt om i Europa fik sig en grim forskrækkelse onsdag aftes, da FC Barcelonas verdensstjerne, Lionel Messi, blev båret fra banen i smerter.

Men dagen efter siger argentineren selv, at han er i bedring.

- Jeg har det godt, men jeg ved ikke, om jeg kan spille på søndag. Vi får se, sagde Messi på et pressemøde på Camp Nou torsdag ifølge goal.com.

Argentineren indrømmede også, at han selv frygtede, at skaden var alvorlig, men lægerne var hurtige til at at berolige ham.

- Sandheden er, at jeg ikke rigtig tænkte noget, fordi jeg var i så store smerter. Men jeg frygtede det værste, da lægerne undersøgte mig, men da de sagde, at det ikke var alvorligt, beroligede det mig, sagde Messi på pressemødet.