Lionel Messi har underskrevet en ny kontrakt med FC Barcelona, som han binder sig til frem til sommeren 2018.

Det kunne næsten ikke være anderledes, og nu er det en realitet. Lionel Messi forlænger med FC Barcelona.

- Kontrakten blev underskrevet, og præsident Sandro Rosell, vicepræsident Josep Maria Bartomeu og sportsdirektør Andoni Zubizarreta var alle til stede, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Med dagens underskrift forlænger verdens bedste fodboldspiller sin hidtidige kontrakt hos catalanerne med yderligere to år, så den først udløber i sommeren 2008. Til den tid vil den argentinske troldmand være 31 år.

Med den nye aftale sikrer FC Barcelona sig samtidig en frikøbsklausul, der formentlig vil skræmme de fleste bejlere væk.

Således koster det nu - og hold nu fast - hele 1,87 milliarder kroner at købe Lionel Messi ud af kontrakten.

Til gengæld får man så en spiller, der nettede hele 91 gange i 2012. Og som i år vandt Ballon d' Or for fjerde år i træk.