Noget kan tyde på, at Frederik Rønnow er manden i målet mod Armenien, hvis Kasper Schmeichel ikke når at blive klar.
Den unge Brøndby-keeper blev foretrukket fremfor Jonas Lössl i onsdagens 5-0-sejr over Liechtenstein, hvor han fik debut i vante rammer i Horsens, hvor han er født og opvokset. Tilmed var det også hans debut på A-landsholdet.
Derfor var det selvfølgelig en stolt og glad Rønnow, der kunne fortælle, at landstræner Åge Hareide havde hevet ham til side efter den sidste træning for at overbringe ham nyheden.
I øjeblikket kæmper den normale førstemålmand Kasper Schmeichel for at blive klar til VM-kvalifikationskampen på søndag mod Armenien, efter han mandag blev opereret for mild brok i lysken.
Hareide ville på pressemødet efter sejren onsdag ikke fortælle, om det også er Rønnow, der står søndag, hvis nu ikke Schmeichel bliver klar, men der er visse indikationer på, at det meget vel kan blive tilfældet.
For Hareide ser Liechtenstein og Armenien som nogenlunde ens modstandere. Og det var derfor, han havde valgt Rønnow onsdag.
Hvad begrundede Hareide valget af dig med, da du fik nyheden?
»Han sagde, det er tæt mellem mig og Jonas (Lössl, red.). Og at det - måske i høj grad mod Liechtenstein, men også mod Armenien – bliver kampe, hvor vi er dominerende, og det, de får af chancer, er måske på kontra. Og der har han vurderet, at jeg er dygtig til at læse spillet og komme udenfor feltet og bryde nogle afleveringer. Det synes jeg også, jeg viste,« lyder det fra Rønnow.
Han slår fast, at han er mere end klar til at tage tjansen i buret på søndag i Parken.
»Jeg føler mig klar. Jeg føler, jeg er inde i en rigtig god periode. Jeg vil også sige, at man selvfølgelig kan snakke om modstanderen, men jeg viser, at jeg ikke er påvirket af, at det trods alt er en A-landskamp. Jeg går ind og spiller mit spil, selvom det var begrænset for, hvor meget der var brug for mig,« siger han om kampen mod Liechtenstein.
24-årige Rønnow kom sidste sommer til Brøndby fra AC Horsens. Inden da var han udlejet i en enkelt sæson til Esbjerg.