Et medlem af UEFAs disciplinærkomité har nu taget bladet fra munden og fortalt om det mest sandsynlige udfald af skandalekampen mellem Serbien og Albanien, der blev afbrudt på grund af optøjer.

UEFA havde tidligere meldt ud, at en dom ville falde den 23. oktober, og der er god grund for danskerne at følge med. De to hold er nemlig en del af Danmarks pulje i EM-kvalifikationen, så ethvert udfald vil få en indflydelse på Danmarks vej til Frankrig, hvor EM spilles i 2016.

Rudolf Repka, der er generalsekretær for Tjekkiets Fodboldforbund, fortæller, at disciplinærkomiteen har brug for mere tid til at finde en passende straf til de indblandede forbund.

- Vi vil træffe en beslutning midt i november, fordi det er en meget kompliceret sag. Den 23. oktober vil vi kun kende udfaldet på kampen, men vi har brug for mere tid til at tage en beslutning omkring bøder, siger Rudolf Repka til det serbiske medie Kurir.

Han fortæller, at de to lande højst sandsynligt ikke bliver diskvalificeret fra EM-kvalifikationen, og at der ikke er nogle af holdene, der vil få tilskrevet sejren.

- Jeg tror, at hverken Serbien eller Albanien vil blive straffet på mest ekstrem vis, men begge forbund vil få store bøder, og kampen vil højst sandsynligt blive spillet igen på en nautral bane bag lukkede døre.

Kampen mellem Serbien og Albanien blev afblæst i 41. minut, da en drone med et albansk flag fløj hen over banen, og da serbernes Stefan Mitrovic rev flaget ned, udløste det et masseslagsmål mellem spillere og serbiske tilhængere, der invaderede banen.