Man skal aldrig gå tilbage til en fuser, lyder rådet hvert år op til nytårsaften. Men det afskrækker tilsyneladende ikke Manchester United, at José Mourinho fejlede i Chelsea, og at portugiseren tilsynelandende kører af sporet i løbet af et par år, selv hvis han får succes i begyndelsen, når han overtager en ny klub.

Ifølge The Mirror er aftalen nu en realitet, selvom der endnu ikke er kommet pen på papir. José Mourinho overtager til sommer jobbet som manager i Manchester United efter Louis Van Gaal. I hovedtræk er parterne enige, og den kontroversielle portugiser får en lønpakke, der kan matche den astronomiske sum, som hans gamle arvefjende Pep Guardiola får, når han samtidig overtager lokalrivalerne fra Manchester City.

Avisen mener at vide, at der er tale om en treårig kontrakt, som vil indbringe Mourinho 15 millioner pund om året - eller 145 millioner kroner.

Et af Mourinhos krav skulle desuden være, at United ansætter en sportsdirektør, eller som det hedder på de kanter 'director of football', og her har portugiseren udset sig Andrea Berti, der i øjeblikket er sportsdirektør i Atletico Madrid. Italieneren Berti har ligesom Mourinho meget stærke bånd til super-agenten Jorge Mendes.

Hvis Mourinho får opfyldt sit ønske, betyder det, at næstformand Ed Woodward fremover ikke skal beskæftige sig med transfers, men i stedet kan han koncentrere sig om den rent kommercielle del af fodboldforretningen Manchester United.

Ifølge The Sun er klubbens nuværende spillere ikke udelt begejstrede ved udsigten til at få »The Special One« som ny boss. De frygter blandt andet, hvad der så vil ske med Ryan Giggs, der i sin rolle som assistent for Van Gaal, er særdeles vellidt blandt spillerne.

Mourinho har ifølge Daily Mail allerede givet besked om til Woodward om, at Juan Mata skal sælges. Mourinho har tidligere netop solgt Mata til United, mens han var manager i Chelsea. En anden spiller, som Mourinho også vil have luget ud af truppen, er belgieren Marouane Fellaini.

Til gengæld skal han være meget opsat på at hente den unge franskmand Raphael Varane i Real Madrid, ligesom italieneren Mauro Icardi er på vej til Manchester, hvis det ikke lykkes Inter at kvalificere sig til Champions League.