Endnu en klub til samlingen kan være på vej.

Holdingselskabet City Football Group (CFG), som blandt andet ejer Premier League-klubben Manchester City, gør ifølge flere spanske og engelske medier klar til at købe den spanske oprykkerklub Girona.

Samarbejdet mellem den catalanske klub og CFG begyndte allerede i 2015. Og efter Gironas oprykning til den bedste, spanske række, skulle holdingselskabet ifølge den spanske avis AS nu være klar til at overtage aktiemajoriten.

I øjeblikket ejes 80 procent af aktierne af TVSE Futbol, og det skulle være den andel, CFG er interesseret i at købe.

Et af omdrejningspunkterne i handlen er Manchester City-manager Josep Guardiolas bror, Pere Guardiola. Da Girona for to år siden blev solgt til til netop TVSE Futbol, var netop Pere Guardiola, der i øvrigt er agent for blandt andre Luis Suárez, med til at facilitere handlen.

CFG ejer i forvejen enten helt eller delvist Melbourne City FC og New York City FC samt venezuelanske Atletico Venezuela, uruguayanske Club Atletico Torque og japanske Yokohoma F. Marinos.

Men hvor Melbourne City FC og New York City FC har adopteret Manchester Citys lyseblå farver, får Girona angiveligt lov at beholde deres nuværende rød-hvide trøjer.