Angrebet har været Manchester Uniteds akilleshæl i denne sæson, og derfor er klubben på jagt efter folk med mål i støvlerne.

Bedre bliver situationen absolut ikke af, at klubbens bedste spiller i denne sæson, svenske Zlatan Ibhraimovic, er gået i stykker og i værste fald må stoppe karrieren.

Blandt andet derfor kigger manager hos 'De Røde Djævle', José Mourinho, på muligheder for den kommende sæson.

En af dem er ifølge Daily Mirror Andrea Belotti, som i denne sæson har scoret 25 mål for Torino i Serie A. Den 23-årige angriber er ikke så høj - 181 cm - men han har til gengæld en brølstærk fysik, og han har den fordel, at han kan spille både som frontangriber og som fløjspiller.

Billigt bliver det dog ikke for Manchester United. Daily Mirror mener at vide, at de engelske rekordmestre skal af med 84 millioner pund (735 millioner kr.) i overgangssum til Torino, hvis det skal lykkes at få fat i Andrea Belotti, som kom til klubben i 2015 fra Palermo.

Manchester United er også flere gange sat i forbindelse med Antoine Griezmann fra Atlético Madrid, men den franske verdensstjerne er for det første endnu dyrere - formentlig mindst 100 millioner pund - og der er flere om buddet. Bl.a. har Manchester City og Chelsea meldt sig på banen.

Endelig er der den joker i tilfældet Griezmann, at Atlético Madrid stadig har transfer-embargo, og derfor kan de ikke købe en erstatning for Antoine Griezmann, hvis de sælger ham.

Atlético Madrid har ganske vist appelleret denne dom, men den internationale sportsdomstol (CAS) afgør først på mandag, om Atlético Madrid må købe spillere til sommer.

Må klubben ikke det, vil de næppe sælge Antoine Griezmann uanset prisen.