Magasinet Coach har trukket en artikel om Lionel Messi tilbage, da Messis far siger, interviewet er falsk.

Tidligere onsdag bragte Magasinet Coach en historie om FC Barcelona-stjernen Lionel Messi, hvori argentineren blandt andet blev citeret for at sige omkring sine igangværende kontraktforhandlinger med klubben:

»Jeg har altid sagt, at Barcelona har givet mig alt, og jeg er her så længe, som de ønsker mig.«

Flere medier, herunder Ritzau, valgte at citere historien, men nu har magasinet på sin hjemmeside trukket artiklen tilbage med begrundelsen, at der er blevet sået tvivl om artiklens tilblivelse.

Til spanske Mundo Deportivo siger Lionel Messis far og agent, Jorge Messi, at interviewet, som historien er bygget op omkring, aldrig har fundet sted.

Ritzau har af denne grund annulleret den tidligere udsendte historie.

/ritzau/