Ifølge det svenske medie Fotboll Direkt har svenske Hammarby Sønderjyske-træner Jakob Michelsen på ønskelisten.

Mediet skriver, at klubben kigger på alternativer til den nuværende træner Nanne Bergstrand, der har været stærkt kritiseret i længere tid.

Norske Tor Ole Skullerud og svenske Kim Bergstrand er blevet nævnt som mulige emner, men også Michelsen skulle være varm hos Hammarby. Fotboll Direkt mener at vide, at interessen faktisk har været så konkret, at Hammarby har holdt møder med Michelsen.


Michelsen har lynhurtigt skabt et navn for sig selv i Superligaen, siden han sidste år skiftede til sønderjyderne fra 1. divisionsklubben Skive. I Haderslev skabte han klubbens største resultat nogensinde, da det i sidste sæson lykkedes at vinde sølvmedaljer og kvalificere sig til Europa. Her var Sønderjyske blot få minutter fra at komme i Europa League-gruppespillet, men endte med at ryge samlet ud til Sparta Prag.

Michelsen blev desuden kåret til årets træner i 2016, og nu tyder noget på, at Sønderjyske har fået kamp om at holde ham i klubben.



Hammarby er ingen ukendt størrelse i Sverige, hvor de er meget kendte for deres enorme fanskare. Da klubben var nede og vende i den næstbedste svenske række, formåede de alligevel at trække 31.000 tilskuere på stadion.

Klubben har vundet det svenske mesterskab én gang. Det var tilbage i 2001.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Michelsen selv samt sportschef i Sønderyjske Hans Jørgen Haysen.