Brøndby havde muligheden for at hente Ajax-spilleren Lerin Durate. Men det bliver sølvvinderne fra Sønderjyske, der løber med den 25-årige hollandske midtbanespiller.

Ifølge Ekstra Bladet har Lerin Duarte allerede gennemgået et lægetjek hos Superliga-klubben fra Haderslev.

»Lerin Duarte havde muligheden for at komme til Sønderjyske. Han har været i klubben og gennemgået et lægetjek, så på den måde er alt på plads,« siger Ajax-spillerens rådgiver, Alexander Bursac, til avisen.

Det betyder til gengæld ikke, at handlen nødvendigvis bliver en realitet.

Sønderjyske og Ajax er nemlig ikke enige om overgangssummen for Lerin Duarte, som stadig har et år tilbage af sin kontrakt hos de 33-dobbelte hollandske mestre.

Lerin Duarte blev købt i 2013 af klubben Heracles som erstatning for danske Christian Eriksen, som Ajax solgte til Tottenham. Han har dog ikke for alvor slået til, og Amsterdam-klubben har derfor haft udlejet ham til NAC Breda og Heerenveen.

BT har efterfølgende rettet rubrikken til, da den i første omgang var vinklet for skarpt.