Radio 24Syv afslører onsdag nyt i Flemming Østergaard-sagen, som i sidste uge kostede den tidligere FC København-boss en dom på 18 måneders fængsel for at manipulere med Parkens aktiekurs.

Radioen bringer en historie, der angiveligt afslører, at senioranklager ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Jan Henrik Hansen, kan have haft personlige interesser i sagen, som han har ført på vegne af politiet mod tidligere FCK-formand Flemming 'Don Ø' Østergaard og eks-FCK-direktør Jørgen Glistrup.

Det skriver nyhedschef Simon Andersen på sin Facebook-profil. Læs hele hans indlæg nederst i artiklen.

Her kan man læse, at Jan Henrik Hansen, inden dommen var blevet afsagt, havde underskrevet en ansættelseskontrakt med advokatfirmaet Gorissen Federspiel.

En af det store advokatfirmas partnere, Peter Appel, er samtidig formand for bestyrelsen i rederiet Clipper, som har sagsøgt Parken Sport & Entertainment for 83 millioner kroner.

Redderiet mener, at have betalt overpris for Parken-aktier i forbindelse med de aktiviteter Flemming Østergaard er dømt for. Taber Parken Sport & Entertainment kan regningen på 83 millioner kroner havne hos Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup.

Dommen, der blev afsagt i Østre Landsret i torsdags, øger sandsynligheden for, at Clipper kan vinde sin sag om de 83 millioner kroner.

Ifølge Anklagemyndighedens hjemmeside skal anklageren under en straffesag være objektiv. Det betyder, at anklageren – ud over at skulle nævne oplysninger, der taler for, at den tiltalte er skyldig – også skal nævne de oplysninger, der taler for den tiltaltes uskyld.

Derudover skal anklageren være objektiv i vurderingen af, om der skal rejses tiltale:

»Det betyder, at anklageren skal vurdere både de beviser, der taler for den sigtedes skyld, og de beviser, der taler imod. Kun, hvis anklageren vurderer, at en domstol vil finde sigtede skyldig, rejser anklageren tiltale,« skriver Anklagemyndigheden om anklagerens rolle.

Jan Henrik Hansen har, ifølge Radio 24Syv, nu ophævet kontrakten med advokatfirmaet Gorissen Federspiel efter oplysningerne er kommet frem.

»Senioranklageren undlod at fortælle retten eller sagens parter om de hemmelige jobforhandlinger. Det blev opdaget ved en tilfældighed, at han havde fået nyt job hos en part med meget stærke interesser i at Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev fundet skyldige,« skriver nyhedschef Simon Andersen.

Onsdag oplyser Anklagemyndigheden til BT, at Østre Landsret i en kendelse har afgjort, at senioranklageren ikke var inhabil. Kendelsen blev afsagt, inden der kom dom i straffesagen om kursmanipulation

Sagen mod 'Don Ø' har været i gang siden 2010, hvor Finanstilsynet meldte Parken Sport & Entertainment til politiet. I september 2015 frifandt byretten Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup for det tungeste forhold i tiltalen fra Bagmandspolitiet, mens de blev dømt for en stribe enkeltstående handler.

I byretten fik Østergaard fængsel i fire måneder, mens Glistrup blev idømt seks måneders fængsel.

I landsretten var vurderingen helt anderledes. Den indebar også, at der hos Flemming Østergaard konfiskeres et udbytte ved kriminaliteten på ni millioner kroner, mens Jørgen Glistrup slipper noget billigere og skal af med 800.000 kroner.

Flemming Østergaard agter at anke sagen til Højesteret, såfremt han får tiladelse til det.