Luiz Felipe Scolari er færdig som træner for det brasilianske fodboldlandshold, der blev sendt ud af VM med et 1-7-nederlag i semifinalen mod de senere verdensmestre fra Tyskland. Nyhedsbureauet AFP skriver mandag morgen på Twitter, at den 65-årige træner er blevet fyret.

Den brasilianske avis O Globo skriver dog, at Scolari selv har sagt op.

Scolari har været brasiliansk landstræner i flere omgange. Han stod i spidsen, da Brasilien i 2002 vandt sit seneste VM-trofæ. Senere blev han landstræner for Portugal og senere igen træner for den engelske storklub Chelsea, inden han for et par år siden blev udnævnt til brasiliansk landstræner med det ene formål at sikre Brasilien VM-titlen på hjemmebane.

Brasilien, der var vært for dette års VM, var spået store vinderchancer, men måtte efter den tyske afklapsning også kigge langt efter medaljer. Ved bronzekampen slog Holland nemlig værtsnationen 3-0.

Opdateres...

BNB