Kasper Schmeichel er transferfri til sommer. Det har fået Premier League-duksen Arsenal op af stolen.

Det engelske medie Sunday People skriver således at både Arsenal og Premier League-kollegaen Newscastle overvejer at sende et tilbud til Leicester-keeperen, hvis kontrakt med Championship-klubben udløber til sommer.

Mediet regner ikke med, at Kasper Schmeichel vil forlænge sin aftale med Leicester, og dermed er den danske landsholdsmålmand fri til at forhandle med andre klubber efter nytår - et halvt år inden kontraktudløb.

Det kan Arsenal og Newcastle tænkes at ville udnytte, da begge klubber søger en reservemålmand til de nuværende førstevalg, Tim Krul og Wojciech Szczesny. Spørgsmålet er så blot, om Schmeichel er interesseret i en fremtid som andetvalg?