Queens Park Rangers overvejer i at tegne kontrakt med den danske angriber, Nicklas Bendtner, der har været ledig, siden kontrakten med VfL Wolfsburg blev ophævet i foråret.

Ifølge Daily Mail overvejer manager i Queens Park Rangers, Jimmy Floyd Hasselbaink, at hyre den 28-årige dansker til klubben, der spiller i Englands næstbedste række, The Championship, efter nedrykningen fra Premier League i forrige sæson.

Da Nicklas Bendtner ikke længere har nogen kontrakt, skal der ikke betales overgangssum. Til gengæld mener avisen at vide, at Nicklas Bendtners lønkrav måske kan være et problem for London-klubben.

Nicklas Bendtner har tidligere spillet i en hel del år i den engelske liga for Arsenal, Birmingham og Sunderland. I 2012-13 blev han udlejet til Juventus, og i 2014 blev han solgt til VfL Wolfsburg, som imidlertid endte med at fyre ham i foråret 2016 efter problemer både på og udenfor banen.

Siden har der ikke været meget nyt om Nicklas Bendtner, der dog har trænet med hos de danske mestre, FC København. Her har manager Ståle Solbakken imidlertid meldt ud, at han ikke vil tegne kontrakt med angriberen, som indtil videre heller ikke har været på det danske landshold, siden Åge Hareide i marts overtog ansvaret efter Morten Olsen.

Queens Park Rangers har i de første fire kampe i denne sæson vundet to og tabt to.