Det ser mere og mere ud til, at Michael Laudrups fremtid ligger i Qatar.

Nærmere betegnet i klubben Al-Rayyan.

Det lokale medie Raya skriver, at danskeren torsdag ankommer til Doha for at forhandle med mesterklubben om en kontrakt.

Dermed ser det ud til, at Michael Laudrup vender tilbage til det land, hvor han senest udøvede sin trænergerning. Efter cirka et år i jobbet forlod han i juni 2015 Lekhwiya – siden har han udelukkende ernæret sig som kommentator på dansk og spansk tv.

Ifølge Raya er der dog tilsyneladende endnu et stykke vej, inden klub og træner kan blive enige om en aftale.

»Der er mange detaljer, der skal falde på plads om kontrakten,« lyder det i Raya.

Nyheden kommer efter, at Al-Rayyan allerede mandag meldte ud, at en aftale med danskeren stort set var på plads.

Det afviste Michael Laudrup dog efterfølgende i en meddelelse til Ritzau med ordene: »Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt. Ikke med Al-Rayyan, Valencia eller nogen anden.«

Siden muntrede han sig også over forbindelsen på direkte spansk tv, mens Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, sagde til BT: »Der er ikke skrevet under på noget. Michael Laudrup er ikke træner i Al-Rayyan.«

I Qatar virker det dog til, at Michael Laudrup er velkommen. I Al-Rayyan vil han i så fald afløse Jorge Fossati, der er blevet landstræner i ørkenstaten. Han siger til Dohastadiumplusqatar.com.

»Jeg tror ikke, at Laudrup behøver nogen præsentation i Qatar. Han var en succesfuld træner i Lekhwiya. Jeg tror, at han er det bedste, der kan ske for klubben i øjeblikket,« siger Jorge Fossati.

Michael Laudrup har også været sat i forbindelse med det ledige trænersæde i den spanske klub Valencia, men det job ser ud til at gå til Cesare Prandelli.