Det synes blot at være et spørgsmål om timer, før tyske Jürgen Klopp skriver under med Liverpool og bliver klubbens nye manager.

I hvert fald forlyder det, at Jürgen Klopp onsdag flyver til England sammen med sin assistent Zeljko Buvac for at ordne papirerne og blive præsenteret før weekenden.

Ifølge avisen Liverpool Echo skulle Jürgen Klopp officielt blive manager for Liverpool inden for de næste 24 til 48 timer, hvor han og Liverpool skal være blevet enige om en aftale, der binder ham til klubben de kommende tre år.

Liverpool skulle være forhippet på at lukke aftalen hurtigt, sådan at Jürgen Klopp får en uge med holdet, før Liverpools næste kamp i Premier League mod Tottenham. Hovedpersonen selv afviste tirsdag over for avisen Bild, dog lidt kryptisk, at han skulle være tæt på en aftale.

»Der er intet at fortælle. Hverken et definitivt ja eller et definitivt nej,« sagde Jürgen Klopp.

Det er ikke kun Liverpool Echo, der mener at vide, at Jürgen Klopp er på særdeles tæt på at afløse den fyrede Brendan Rodgers i Liverpool. Også det lille bosniske website pravdabl.com fortæller, at aftalen er på plads, og at aftalen bliver skrevet under i dag.

Hjemmesiden er en ukendt størrelse i det store mediebillede, men havde ikke desto mindre nyheden om, at Liverpool ville afskedige Brendan Rodgers og erstatte ham med Jürgen Klopp som de første, da man skrev historien allerede lørdag - dagen før Rodgers blev fyret.

Det skulle være Jürgen Klopps bosniske assisten, Zeljko Buvac, som har givet mediet viden om tingenes tilstand i Liverpool.