Ifølge Nordjyske falder Nicklas Helenius' skifte fra AaB til Aston Villa på plads i dag.

Ifølge avisens oplysninger er AaB og Premier League-klubben Aston Villa blevet enige om en overgangssum på ca. 10,50 mio. kr. Hertil kommer så en række klausuler, som kan give AaB flere penge i klubkassen med tiden.

Nordjyske skriver, at angriberen selv mangler at forhandle sine personlige vilkår på plads - men det skulle altså ske i løbet af dagen i Birmingham, hvor Helenius befinder sig sammen med sin agent Mads Bach Lund.

Det forventes ikke at blive et problem at opnå enighed omkring Helenius' løn, og det betyder, at AaB-angriberen i eftermiddag skal igennem det afgørende lægetjek.