Arsenal drømmer om til sommer at vinde det engelske mesterskab for første gang i 13 år, og klubben ønsker sig Dimitri Payet fra West Ham til at hjælpe med at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Den 29-årige spiller var en stjerne i sidste sæson, hvor West Ham blev nummer syv i Premier League, og allerede i sommer var der flere storklubber ude efter franskmanden, der var med til at spille sit hold i EM-finalen (som de tabte til Portugal)..

I februar i år fik Dimitri Payet forbedret sin kontrakt, så han får 125.000 pund (1,1 millioner kr.) i ugeløn.

I år er det imidlertid ikke gået helt lige så godt for Dimitri Payet og West Ham, og Arsenal overvejer ifølge The Sun at købe ham fri af kontrakten.

Inden lørdagens kamp mellem netop Arsenal og West Ham - som førstnævnte vandt 4-1 - udtalte Arsenal-manager Arséne Wenger sig om sin landsmand:

»Selv i Frankrig regnes Dimitri Payet i dag for en stjernespiller. Han er modnet lidt sent, men han er ved at indfri sit potentiale.«

Arséne Wenger sagde også, at han har holdt øje med Dimitri Payet siden 2007, hvor Payet spillede for St. Etienne. Wenger har ikke tidligere overvejet at købe ham, fordi han fandt Payet for ustabil i sine præstationer.

»Jeg har set ham spille mange gange. Han er blevet mere stabil i sit spil i West Ham,« rosde Arsène Wenger.

Hvis West Ham i januar stadig befinder sig i nedrykningsfare, er det dog det mest sandsynlige, at Arsenal må vente til sommerens transfervindue.

Den nuværende kontrakt udløber i sommeren 2021.