Nicklas Bendtner var for første gang i halvanden måned med fra start, da Nottingham Forest tog imod Newcastle United, men han vil nok tænke tilbage på kampen med blandede følelser.

Efter en god halv time fik Nottingham Forest nemlig straffespark, da Newcastles Jonjo Shelvey sparkede til Henri Lansbury, der lå i gæsternes straffesparksfelt.

Nicklas Bendtner blev sat til at sparke, men det slap den 28-årige dansker dårligt fra, da han sparkede i handskehøjde og måtte se Newcastles målmand, Karl Darlow, redde forsøget.

For at føje spot til skade scorede Matt Ritchie senere til 1-0 for gæsterne, og i slutningen af første halvleg fik Nottingham Forest så endnu et straffespark begået mod Henri Lansbury.

Denne gang forsøgte han sig selv, men også han måtte se Karl Darlow redde forsøget!

Også dette straffespark gav udvisning - denne gang til Paul Dummett, således at stillingen inden de sidste 45 minutter var 1-0 til Newcastle i mål og 2-0 i røde kort.

I starten af anden halvleg lykkedes det imidlertid or Nottingham Forest at udligne, da Nicklas Bendtner efter klumpspil skrabede bolden over stregen, således at stillingen blev 1-1.

Det blev siden til 2-1 til Nottingham Forest, da Jamaal Lascelles fra Newcastle lavede selvmål.

2-1 blev også kampens resultat.