Mathias Zanka Jørgensen er kørt helt ud på et sidespor i PSV Eindhoven. Nu står han over for tre spilledages karantæne

For 14 måneder siden forlod han København som ikon, anfører og tredobbelt danmarksmester.

Søndag forlod han Koning Willem II Stadion i Tilburg efter at have slået en modstander, fået rødt kort og blevet overhældt med øl på vej ud mod PSVs reserveholds spillerbus.

Mathias Zanka Jørgensens endnu korte karriere i PSV Eindhoven lader til at have nået sit hidtidige lavpunkt. Den danske forsvarsspiller fik mandag fire spilledages karantæne i alle hollandske turneringer, hvoraf én er betinget, og det giver ham endnu kortere tid til at revanchere sit ærgerlige første år i den hollandske storklub.

- Han er nødt til at forbedre sig meget snart. Ellers er det ovre for ham i PSV, og det røde kort gør det ikke lettere. Han har virkelig svært ved at tilpasse sig det hollandske spil, og det er hårdt at se ham lide, for han er en meget sympatisk og vellidt fyr, siger Rik Elfrink, der dækker PSV Eindhoven for Eindhoven Dagblad.

Mathias Zanka Jørgensen kom til PSV Eindhoven sidste sommer på en fire-årig kontrakt, men den tidligere FC København-anfører er blot startet på banen i fem kampe for storklubbens førstehold, ligesom han ser ud til at få en fast plads hos PSVs reserve- og ungdomshold, Jong PSV, hvor han i øvrigt langt fra har imponeret.

Thijs Slegers dækker PSV Eindhoven for det anerkendte magasin Voetbal International. Han mener, at situationen med Zanka, der er langt nede i køen om de to pladser i midterforsvaret, er besynderlig.

- Det handler ikke om dårlig disciplin. Han er ikke typen, der eksempelvis går på bar og den slags. Han er en god fyr, der bare ikke slår til som fodboldspiller. Han skulle bruge de første måneder på at vænne sig til, at forsvarsspillerne tager mere initiativ i Holland og fører bolden frem til midtbanen. Men han er bare ikke blevet bedre, siger Thijs Slegers og peger på den skade, forsvarsspilleren pådrog sig i 2011 som FCK-spiller, da han ødelagde sit korsbånd.

- Det kunne tyde på, at han er én af de spillere, der ikke slipper særligt godt fra den slags skade, eller også passer han bare ikke ind i hollandsk fodbold. Vi kræver meget af forsvarsspillere, siger Thijs Slegers.

- Den hollandske måde at spille fodbold på, hvor du skal forsvare mod tre angribere, er svær for mange. Og Jørgensen har haft så svært ved det, at jeg tror, at klubben vil forsøge at leje ham ud eller sælge ham til vinter, siger Rik Elfrink fra Eindhoven Dagblad.

BT har været i kontakt med flere kilder i og omkring PSV Eindhoven, der alle beskriver Mathias Zanka Jørgensen som en flittig, dedikeret og professionel fyr, der desværre ikke har formået at udvikle sig som fodboldspiller i PSV.

Jeroen van den Berk er mediechef i PSV Eindhoven og beskriver ’Zanka’ som ’en fornøjelse at arbejde sammen med’.

- Mathias har lært sproget, så han forstår hollandsk, hvilket var ét af hans mål, da han kom her, og det er flot. Når vi har arrangementer med medier og sponsorer, vælger jeg tit ham, for han er en god ambassadør for vores klub, siger Jeroen van den Berk.