FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann betegnes som en gambler-konge.

DBU undersøger i øjeblikket en sag om matchfixing, hvor FC Vestsjælland-anføreren Kristoffer Wichmanns rolle bliver undersøgt nærmere.

Og ifølge Ekstra Bladet er det en Wichmann med stor erfaring i bettingbranchen, som nu er under lup i DBU-regi.
   
Avisen skriver, at spilleren fra 1.divisionen i 2006 var ansat hos Danske Spil, hvor han havde til opgave at sætte odds på kampene.

Men kun et år efter blev han ifølge avisens oplysninger sagt op, fordi han med vilje satte forkerte odds på udvalgte kampe og fik bekendte til at spille på dem.

Efter opholdet hos Danske Spil blev Kristoffer Wichmann ansat hos Ladbrokes, også som odds-sætter, men da de rykkede afdelingen til udlandet, fik han endnu en opsigelse.

Kristoffer Wichmann har ikke ønsket at udtale sig om historien.